Fortsæt til indhold
Biler

Batterier med fuldt blus overlever vinteren bedre

Fuldt opladede batterier er bedre rustede mod at sprænges af frost.

Jens Overgaard

Sørg for at have nok strøm på batteriet, og hold polerne tørre og fri for snavs.

Det er de mest oplagte råd til at sikre, at bilens batteri overlever vinteren. De kommer fra Max Hemmingsen, salgschef hos Exide, der er en af de store producenter af batterier.

»Hvis man flere gange har oplevet at skulle have starthjælp, kan det være fristende at skifte batteriet, men man kommer langt med rettidig omhu ved at sørge for, at batteriet er ladet op,« siger Max Hemmingsen.

Jo mere styrke der er på et bilbatteri, jo mere sejlivet er det over for frost. Et batteri er bygget op med bl.a. indvendige blyplader, svovlsyre og destilleret vand. Når det er fladt, trækker svovlsyren, som ellers kan klare frost ned til minus 65 grader, ind i pladerne i midten, så der kun er vand i de ydre kamre. Og det kan fryse. Jo mere batteriet er opladet, jo mere er svovlsyren blandet op med vandet ude i kamrene og frostsikrer på den måde batteriet.

Hvis man kører mange korte ture, hvor bilens strømforbrug ovenikøbet er i fuld sving, kan det hurtigt blive afladet.

»Der skal ikke mange småture af 4 km til for at køre batteriet fladt. Det tager 1.000 km kørsel at lade det op. Så de fleste vil nok mene, at det er nemmere at lade det op med en hjemmelader en gang imellem,« siger Max Henningsen.

Det er nok at lade bilen op med en hjemmelader en gang i kvartalet og en gang månedligt i vintersæsonen for at holde strømstyrken på et tilstrækkeligt niveau. Hvis batteriets styrke er under 50 pct., kan det begynde at være kritisk, hvis temperaturen kravler ned mod fem-syv minusgrader. Hvor udsat det er, afhænger af en lang række faktorer, for eksempel hvor meget vand der er fordampet.

Hvis batteriet skiftes, er det især vigtigt med det korrekte på en bil med stop/start, der stiller krav til hurtigt at kunne af- og oplade. Ellers risikerer man, at stop/start-funktionen ikke virker.