Fortsæt til indhold
Biler

Fire tabere og en vindertype

Fire firmabiler havde ikke en chance mod den nye Ford Mondeo, mens Volvo V60 med ny dieselmotor var tæt på.

Christian Schacht

10 biler, 11 testkørere og kun én vinder. Oddsene var hårde, da vi samlede årets høst af firmabiler til en stor sammenlignende test for at finde sælgernes favorit. Her er fire tabere, der trods en række gode kvaliteter aldrig nåede i nærheden af finalen, det er Opel Insignia, Peugeot 508, Skoda Octavia og Mazda 6. De får selskab af en af finalisterne, nemlig Volvo V60, der duperede juryen med sine fine sæder og ikke mindst kraftige og økonomiske dieselmotor. Ingen af taberne er dog i nærheden af at være dårlige biler, tværtimod. Men stillet over for en flok fuldbefarne sælgere, som ikke vil gå på kompromis med deres bil, havde flere det svært.

Meget bil for pengene

Firmabil

Opel Insignia 2,0 CDTi Edition

Opel

En lang udstyrsliste og konkurrencedygtig beskatning er ikke nok for Insignia, hvor alderen trykker.

Opel Insignia er en af testens tungeste biler, og det kan man mærke, når man skal bakse vognen gennem et skarpt sving. Den kunne også godt være letkørt. Til gengæld er Insignia virkelig godt bygget.

En gedigen kvalitet, der er blevet et nøk bedre i forbindelse med et facelift sidste år, masser af udstyr og en attraktiv beskatningsmæssig værdi. Det er hovedargumenterne, hvis man vælger Opel Insignia, som vi tester i versionen 2,0 CDTi Edition med 163 hk dieselmotor til en beskatningsmæssig værdi på 337.000 kr. Opel Insignia starter ved kun 262.000 kr. for en sedan med benzinmotor og 140 hk. Her er navigationsanlæg endda også standard som i testbilen.

Foran sidder man forrygende. Det tykke læderrat virker næsten sportsligt, og der er udsigt til et af klassens flotteste cockpit, som tilmed er funktionelt og udført i gode materialer. Bagklappen i den populære stationcarudgave er stor som bovporten på en mindre ø-færge, og det gør det svært at nå ind i bagagerummet, selv om det såmænd er stort nok. Der er også udmærket plads i bilen, men man sidder meget indelukket på bagsædet. Til gengæld er der masser af udstyr her i Edition-versionen, bl.a. otte-tommer farveskærm med indbygget navigation.

Dieselmotoren er ikke en af de mest moderne. Den er lidt støjende og træg til at tage omdrejninger. Til gengæld er den nøjsom med dieseldråberne, men en høj vægt dræber næsten bilens temperament.

Opels firmabil er ikke ligefrem sjov at køre, fordi den er meget tung, men til gengæld et ægte motorvejslokomotiv.

Kan ikke skjule alderen

Firmabil

Peugeot 508 2,0 HDi

Peugeot

Trods aktuelt facelift formåede Peugeot 508 ikke at imponere dommerne. Bilen virker lidt gammeldags og er ikke billig nok.

Faceliftet er ret beskedent i det ydre. Dieselmotoren på 150 hk er ny og vellykket, ellers virker 508 ikke på toppen.

Peugeot 508 har siden introduktionen for fire år siden appelleret mere til de firmabilister og leasingselskaber, som i stigende grad lader sig forføre af de tyske biler.

På flere områder kunne 508 lige så godt være en tysker, og det er overvejende positivt ment, men desværre har Peugeot også mistet lidt af sin identitet.

Flot ser den ud med ny front, hjul, som fylder skærmkasserne ud, og med potensbuler i motorhjelmen, men 508 er faktisk meget anonym i flokken. Til gengæld er den fantastisk rummelig. Testbilen er en 2,0 HDI 150 hk Allure-topmodel med en beskatningsværdi på 384.000 kr. Det er ganske enkelt for dyrt i forhold til nyere konkurrenter som vinderbilen, Ford Mondeo, og den nye Passat, der begge er 508’eren klart overlegne.

Interiøret er indbydende med bløde og behagelige materialer de fleste steder. Man sidder godt, og der er udstyr nok, bl.a. det store glaspanoramatag, der er standard, og navigation i en flådemodel. Skærmen virker dog gammeldags.

Motormæssigt skal du gå efter den 2,0 diesel med 150 hk. Den er ny og kører støjsvagt, stærkt og langt på literen. Desværre ledsages den af en noget knoklet gearkasse, der ikke er med til at øge køreglæden.

Til gengæld kører 508 dejlig komfortabelt. Vi er faktisk tæt ved definitionen på perfekt affjedring, medmindre man er til at sporty kørsel, hvor den bløde franskmand falder helt igennem. På det punkt har den fortsat sit franske særkende i behold.

Fremragende basisbil

Firmabil

Skoda Octavia 2,0 TDI Elegance

Skoda

Skoda Octavia er en fremragende bil til prisen. Men i et felt med helt nye firmamodeller kan den ikke dupere.

Er man meget prisfølsom på beskatningen, er Skoda Octavia er virkelig godt valg.

Indrømmet, Skoda Octavia er en tand mindre end det, man ellers forbinder med firmaklassen.

Men den nyeste model er så kompetent og rummelig i kabinen og bagagerum, at den er et oplagt valg, og bilen vandt faktisk vores kåring sidste år.

Testbilen er en 2,0 TDI Elegance med manuelt gear og en skatteværdi på 279.000 kr.

Octavia er også aktuel i en topversion med nærmest alt i udstyr kaldet Laurin & Klement. Den har bl.a. 18-tommer alufælge og læderindtræk til en beskatning på 324.000 kr. med samme dieselmotor. Men Octavia fås også fra 235.000 kr. for en femdørs med 105 hk.

Modellen er baseret på platformen fra den nye Golf, hvilket for tiden er et af de bedste fundamenter, man kan bygge en bil på.

Undervognen formår at udjævne de værste asfalthuller, men til tider kan dæmpere og fjedre føles lidt hårde.

Octavia ligger klippefast på motorvejen. Men de øvrige biler her i testen, der alle er større, er en tand mere komfortable – men ikke så meget, at det ville afskrække os fra at investere i Octavia som et rullende kontor, hvis vi gerne vil spare på skatten.

En dieseløkonomi på op til 23,8 km/l er pænt, men ikke imponerende i forhold til konkurrenterne.

Elegance-modellen har pænt med udstyr, men for eksempel koster en simpel skærm i midten ekstra. I det hele taget var der ikke mange dommere, der værdigede den lidt ferske Octavia mange blikke i år, men bilen fejler slet ikke noget.

Sæder og motor i top

Firmabil

Volvo V60 D4 Momentum

Volvo

Volvo V60 overbeviser med lækre sæder og en kraftig, men meget nøjsom dieselmotor.

Volvo V60 er en af ergoterapeutens favoritter, men den kører også virkelig godt og har en moderne dieselmotor.

En køretur i en Volvo V60 indgyder ikke blot passagererne en følelse af tryghed, sikkerhed og god skandinavisk smag. Det er også en ganske sportslig oplevelse, ikke mindst takket være en aldeles fremragende, ny dieselmotor, som svenskerne selv har udviklet. Den vender vi tilbage til.

Testbilen er en V60 D4 181 hk Momentum til en skatteværdi på 399.999 kr., men fås fra 379.000 kr. for den mindre 136 hk diesel. De cirka 200 kr. i skat om måneden er dog ikke værd at spare, for testbilens dieselmotor er den bedste maskine i Volvoen lige nu. Den er ganske enkelt et mesterværk – stærk, støjsvag og nøjsom.

Designet får under alle omstændigheder begejstringen til at stige, og køreegenskaberne i den forhjulstrukne bil er på højt niveau. Den skærer gennem sving, læg hertil et gearskifte med direkte kontakt til tandhjulene og en undervogn, der ikke går i knæ i selv de snævreste kurver. Affjedringen er dog forholdsvis kontant, og det er heller ikke praktisk sans, der plager Volvoen. Pladsen på bagsædet er rimelig, mens bagagerummet kun lige er godkendt. Volvo vinder til gengæld ”dagligstuetesten”: Forstolene yder fremragende støtte, layoutet af instrumenter, radio og klimaanlæg er smart og betjeningsvenligt, og kørestillingen kan indstilles til praktisk talt alle kropsudformninger. Sidstnævnte var udslagsgivende for, at Volvoen blev nr. to i stedet for VW Passat, der måtte nøjes med en tredjeplads. En ulempe er dog, at det meste udstyr koster ekstra.

Næsten for sportslig

Firmabil

Mazda 6 2,2 Core Aut.

Mazda

Mazda 6 kører skærmene af konkurrenterne på en racerbane, men er ikke komfortabel nok på motorvejen.

Mazda 6 er en meget stor bil, og beskatningen er yderst rimelig. Den kører fremragende, men dommerne fandt den ikke komfortabel nok.

Mazda 6 er lavet af ganske almindelige stumper, som bare er sat sammen på den rigtige måde.

Resultatet er så vellykket, at konsulenter, familiefædre og andre forbrugere af biler i firmaklassen bør være interesserede.

Testbilen er en 2,2 Core aut. til en beskatningsværdi på 322.000 kr. og klart den version, der er mest interessant for firmabilisterne. Kan man undvære automatgearet, falder prisen til 285.000 kr. Mazda 6 er en stor bil, og en af firmaklassens største.

Indvendigt er den også gedigen, men det sorte plastik er meget dystert, mens den lille skærm virker gnidret. Vi skal ud på nogle øde landeveje med mange sving, før Mazda får humøret op. Her kører den skærmene af flere konkurrenter. Styringen er i særklasse: Den er kontant, hurtig og præcis som i en sportsvogn.

Til gengæld er der for meget støj fra undervogn og dæk, samtidig med at japaneren ikke er klassens mest komfortable. Det trækker meget ned, når det er en firmabil. En anden ulempe er, at bilen er meget lav at komme ind og ud af, og det er et problem for ergonomien i det daglige.

Den 2,2-liters dieselmotoren med 150 heste gør ikke 6-modellen til en racer, men den virker meget kvik og snerrer dæmpet og veloplagt. Gearkassen er der heller ingen mislyde i. Omvendt er det helt skørt, at bilen ikke har et læderrat, som ellers har været standard i klassen i mange år.

Mazda 6 er alligevel en af de firmabiler lige nu, der giver mest bil for beskatningskronerne, men man skal indgå kompromiser.

Læser du med fra mobilen, kan du se flere billeder her.

Artiklens emner
Mazda
Skoda