Drengedrømmen – minus 30 pct.
Det begyndte med en drøm om at eje en Escort som Tom Belsøs. Men det endte med en Ford Capri. Tempos Flemming Haslund afslører sin fascination af gamle standardbiler med baghjulstræk. Og forklarer, hvordan han blev ejer af en klassisk racerbil, der ikke kostede en formue.
Det er mest af alt Belsøs skyld. Tom Belsø, Danmarks første Formel 1-kører. Belsø, min absolutte helt, da jeg var stor knægt og kom med til motorløb for første gang. Jyllands-Ringen, standardvogns-racere, Erik Høyer i Hundehus og Son Borch-Christensen i Fiat Abarth var hund og kat i den lille klasse, Sven Engstrøm, Porsche 911 og altså Tom Belsø i Escort kørte skærmenes maling af hinanden i den store.
Min helt kørte en Ford Escort Twin Cam – de sagde, den var bygget af en englænder ved navn Alan Mann. Så eksotisk, at det var svært at tro, men ikke desto mindre. Sådan en Mk I-Escort med brede skærme og Minilite-fælge var den første racerbil, der brændte sig fast i mit bilhjerte.
Det var på Capri ...
Da jeg så mange år senere fik chancen for at blive klassiker-ejer, var det selvfølgelig en Belsø-Escort, jeg drømte om. Ikke mindst, fordi netop sådan en i mellemtiden var vokset fra at være en af de mest vindende standardvogne til at være en af de mest efterstræbte historiske racere. Og netop derfor var dens pris også langt, langt, l a n g t over mit racerbudget. Mange Escort’er koster på den nordlige side af en halv mio. kr.
Så jeg kiggede mig om efter den næste Ford i rækken. Og dér holdt den: Ford Capri. Bilen, der vandt EM for standardvogne i 1971 og ’72 og igen i ’74, efter at BMW lige havde været indover i 1973. Sådan én skulle det være. Og helt afgørende: Min Capri skulle være på nummerplader. Så jeg ikke alene kunne køre track days, men også køre onsdagsture, eller bare når jeg har lyst.
Alle kravene, en Ford som Escort’en, billigere end Escort’en og dette med nummerplader gik op i én samlet enhed med den bil, det så endte med: En Capri 3000 Mk I fra 1973. Ikke mindst, fordi netop Capri Mk I fandtes i en særlig udgave med de runde, brede skærme, der vitterligt får den til at ligne en original fabriks-Capri. Dét er den afgørende detalje, når bilen skal synes og godkendes.
Engelsk smutvej
Jeg fandt et firma i England, der var parat til at bygge bilen efter mine specifikationer, nemlig Adam Langley, Capri Restorations. At få bygget bilen, der viste sig at være en smutvej. For der er bilerne, der er stumperne, der er ekspertisen til at bygge sådant et apparat. Og der er priserne om end ikke lave, så o.k.
Da den så for første gang stod på dansk asfalt, skulle jeg så ordne sagen med de danske myndigheder – først og fremmest syn, dernæst registreringsafgift.
Jeg er for længst holdt op med at holde det præcise regnskab med den samlede pris. Men 100.000 kr. i meget runde tal. De store poster er: Komplet bil: 40.000 kr., registrerings-afgift: 25.000 kr., bur, seler og sæder: 20.000 kr., resten: 15.000 kr. Hvortil så kommer løbende omkostninger – og ja, der går hele tiden noget i stykker.
God investering
Hemmelighederne i projektet er, at jeg valgte en bil, der på det tidspunkt – lige inden 2010 – endnu ikke var løbet løbsk prismæssigt. Dernæst, at jeg lod den bygge i England, hvor priserne er til at holde styr på. Og nu glæder jeg mig over, at bilens værdi bare stiger og stiger – en Mk I Capri er i mellemtiden blevet en særdeles sjælden og efterstræbt bil – og det er godt for investeringen. Men på den anden side også en afgørende grund til, at især pladedele er blevet så pokkers kostbare.
Og en afgørende pointe: at jeg fik raketten synet og indregistreret med de seje racerskærme, skyldes, at der fandtes en original fabriksbygget Capri med netop dette udseende.