Fødselsdag med sjældne Nissan-biler
Fødselsdag: Nissan fyldte 80 år i december. Det blev fejret med sjældne biler udstillet i Californien.
LOS ANGELES
En lun sommeraften med kølig perlende vin i glasset, dæmpet musik og sjældne biler på grønt græs med en synkende sol som baggrund.
Det lyder ikke som en 80 års fødselsdag, men sådan er det med japanske Nissan.
Gennem de sidste knap 10 år har mærket gennemgået en revolution fra at være en kedelig Toyota-kopist til at være et brand med kant og biler, som skaber nye klasser og markante overskrifter.
Den japanske industrikoncern blev grundlagt 1933 under navnet Jidosha Seizo Co. Firmaet blev stiftet for at videreføre produktionen af Datsun-biler, som under forskellige navne var blevet bygget i mindre serier siden 1912.
I 1934 ændredes firmaets navn til Nissan Motor Company, men indtil 1984 blev bilerne fortsat markedsført under navnet Datsun.
Amerikansk fejring
Nissan valgte at fejre fødselsdagen i Californien og havde til lejligheden fundet biler frem fra gemmerne, som selv hårdkogte classic-cars-fans ikke anede eksisterede.
Foruden 80 års fødselsdagen benyttede Nissan naturligvis lejligheden til at støve Datsun-mærket af ved at vise tidligere eksemplarer af Datsun og så selvfølgelig den nye Datsun Go, som dog ikke fik plads ved siden af de ekstremt sjældne gamle biler, men måtte affinde sig med en plads i et telt 20 km væk fra 80-års eventen.
Motorsportshistorie
Fejringen af fødselsdagen indeholdte et stærkt motorsports-gen og en perlerække af legendariske Nissan-racere dominerede under de knivskarpe projektører, men mere interessant er eksempler på det design, der har præget Nissans biler gennem tiderne.
Flere af bilerne havde aldrig været udstillet før.
Efter 1960 indledte Nissan en international ekspansion af bilproduktion- og salg, bl.a. ved opførelse af en fabrik i Mexico, og i 1962 blev de første Nissan-biler solgt i Europa (1966 i Danmark).
I 1980'erne etablerede Nissan bilfabrikker i USA, Spanien og Storbritannien og siden i flere andre lande.
En af de tidligste modeller var Datsun Type 14. Motoren var på blot 722 ccm og leverede 15 hk. Bilen blev blandt andet solgt på fjerne markeder i Sydamerika.
Den begrænsede effekt og en relativ simpel konstruktion står i skærende kontrast til den flotte springende hare, der var på bilens front.
Haren blev kun benyttet som logo i et enkelt års tid og er i dag et efterspurgt samlerobjekt.
Foruden en række familiebiler, er Nissan mest kendt for at producere sportsvogns-klassikeren Datzun 240Z, som blev introduceret i 1969. Det blev den bedst sælgende sportsvogn og solgte mere end en 500.000 eksemplarer på blot 10 år.
Længe inden Nissan Z-sportsvogne blev moderne, havde Datsun dog deres egen. Datsun Fairlady 1200 var bygget på en Bluebird-platform og var et forsøg på at skabe en sportslig bil til det amerikanske marked.
Bilen blev aldrig solgt i Japan, og der blev blot bygget 217 stk. Motoren var på beskedne 60 hk, og sammenlignet med de amerikanske muskelbiler var det nærmest en joke i 1961-62.
Fairlady blev præsenteret i 1958 på Los Angeles Auto Show og blev dermed den første Nissan på det amerikanske marked.
Helt unik Silvia
Udstillingens mest spektakulære bil var Nissan Silvia 1966.
Der blev blot bygget 554 stk., og bilen har, efter Nissans oplysninger, aldrig været udstillet officielt uden for Japan. Designet er sportsligt, klart i formsproget og uhyre dynamisk. Virkelig en bil, som japanerne med rette er stolte af.
Lige efter 2.Verdenskrig overtog Nissan produktionen af TAMA. Den elektriske bil blev sat i produktion, da manglen på benzin var stor. Topfarten var 35 km/t, og batteriet rakte til omkring 65 km. Bilen kørte blandt andet som taxa med plads til fire personer.
Herhjemme er der ved at komme godt gang i salget af Nissan, efter at mærket har haft en række svære år.