McLaren er Englands svar på Ferrari

SILVERSTONE OG MALMØ

McLaren. Englands svar på Ferrari, siger mange om bilmærket, som Kevin Magnussen kører i Formel 1. Englands Ferrari. Ligesom Ferrari er skabt af én person, nemlig Enzo Ferrari, kan McLaren takke én mand, Bruce McLaren, for, at mærket eksisterer.

Som Ferrari er McLaren i den grad i Formel 1-sporten. Og samtidig producent af sportsvogne.

Og endnu en lighed med den stejlende hest: Gennem historien har McLaren skabt en række af verdens hurtigste racersportsvogne.

Vi har taget et vue ud over de mest berømte McLaren-sportsvogne og racersportsvogne og slår ned på tre til denne test: den første Can Am-bil, den måske mest ikoniske af alle sportsvogne i verden, og den nyeste nye.

McLaren M1B - En klassiker til 25 mio. kr.

Meget lilla og med giftgrønne striber. Denne McLaren Can Am-racer er en af de berømte, hvorfor den rammer en værdi i omegnen af 25 mio. kr. Vi gør klar til at prøve det berømte accelerations-hug i M1B på Englands Formel 1-bane, Silverstone.

Bruce McLaren var 1,76 meter høj. Ikke at jeg troede, at jeg nogen sinde skulle få brug for denne viden. Men ikke desto mindre.

For Bruce, newzealænderen født i 1937, byggede sine racerbiler efter sine egne mål. Og nå ja, de mål, som racerkørere havde på den tid.

Derfor er der ikke alverdens plads tilovers i den lilla racerbil – og da slet ikke til mig, der rammer næsten 1,90 meter. Faktisk er der så lidt plads i McLarens Can Am-racer M1B fra 1966, at jeg ikke kan give mellemgas – der er ikke fysisk plads til, at højre ben kan flytte sig så meget, som mellemgas kræver. Og da motoren lige i nakken er en 6,1-liters V8 med over 500 hk, blandt andet takket være høj kompression, er det faktisk umuligt at skabe en flydende kørsel uden mellemgas.

Problemet er kort, at man uden mellemgas risikerer alt for stor motorbremse – og hvis den ikke kan kontrolleres, er der fare for en bagvogns-udskridning på vej ind i sving. Og hvis det hele udvikler sig skævt, får man en spinnetur eller en tur i sandkassen.

I en 25 millioner kroners sportsvogns-racer fra 60’erne. Kørt en forårsdag på en solbeskinnet Silverstone i et felt af bl.a. godt med 50’er-Grand Prix-væddeløbere.

Har jeg forklaret mig klart: Jeg skal ikke være tåben, der får en skrider på vej ind i Copse Corner. Derfor er der kun ét at gøre: at køre forsigtigt ind i sving.

Klassisk teknik

McLaren M1B er en klassisk racerbil af sin tid. Flad karrosse over et rørgitter-chassis med en voldsom amerikaner-V8’er i midten. Selvfølgelig er motoren placeret på langs bag føreren og foran bagakslen. Præcist som de to andre McLaren’er i denne artikel.

Forud for en test som denne udspiller der sig altid et lille teaterstykke. En lille psykologisk én-akter: normalt to mand på scenen. Ejer og kører. Det er i dette tilfælde Julian Bronson og en journalist fra et andet land.

Stykkets vanskeligste sted er dette med »pas nu på den!« I dette tilfælde forstår jeg til fulde Julian Bronson.

Men han er flink, Julian. Og spiller ikke alverdens skuespil. Selv om han pludselig bliver nødt til at forlade pitgaragen et kvarters tid før go.

»Now you’re in charge,« siger han tørt til mig. Forlader scenen. Hvorefter mekanikerne tager over. Især førstemanden Jack, ham, der helt uden at fortrække en mine spørger: »Har du tænkt dig at smadre den?«

Jack så ikke overrasket ud over min forsikring om, at det har jeg ikke tænkt mig.

Jack gi’r tegn – og ser ud, som om han er blevet enig med sig selv om, at jeg nok alligevel ikke er her for at smadre "hans" bil. Han nikker anerkendende med hovedet og hæver tommelen.

Ignition. Tjek. Speederdap et par gange – der skal benzin ind. Tjek. Startknap tryk. Tjek.

6 liter. 8 cylindre. 500 hk. Sætter i gear. Til højre ud af garagen. Jack har sikret sig, at der ikke kommer en Aston Martin, en Lotus, en BRM, en Vanwall eller noget andet tilsvarende fra venstre.

Ned ad pitlane. Dér åbner Silverstone sig.

Back Straight – et af de meget lange, meget lige og meget brede stræk i racersportsverdenen. Her sker der sjove ting. Her er biler og kørere delt i to: mig. Og alle de andre. Der er ingen tvivl om, at en lav lilla ting med giftgrønne streger skaber respekt, når den dukker op i bakspejlet.

Alle trækker høfligt ind til højre, og jeg pløjer ned ad langsiden i venstre overhalingsbane. Som kørte jeg i Porsche 911 Turbo og fejede Polo’er til side et sted i Tyskland.

Men for enden af langsiden kommer problemet så. Det er her, jeg mindes om, at Bruce var en lille mand. Der mangler plads til at kunne geare ned med hæl/tå.

Derfor langsomt ind i det efterfølgende sving. Og så får jeg alligevel ikke ædt alle på langsiden. Første del, hvor det handlede om acceleration og topfart – her blev der fejet Grand Prix-biler og racersportsvogne i alle størrelser og farver til side. Men nu på indbremsnings-strækket. Her går det så langsomt, at et par stykker eller to fra før overhaler igen.

McLaren F1 GTR - Verdens bedste sportsvogn

Måske er det guldet i motorrummet eller rattet placeret i midten, men nok mere topfarten på 386,7 km/t., der har skabt hypen omkring McLaren F1. Men efter vores test af bilen, der blev nummer tre på Le Mans i 1995, peger vi på noget helt andet: bilens sublime balance.

Lamborghini Miura? Eller Ferrari F40? Eller Bugatti Veyron? Nej og atter nej: McLaren F1. Den mest rendyrkede sportsvogn til alle tider er McLaren F1.

Sådan vurderer mange – sportsvognskørere og samlere, racerkørere og biljournalister. Sådan sagde man, da bilen kom frem i 1992, sådan sagde man fortsat, da den sidste af de i alt 106 centermotorbiler blev produceret i 1998. Og sådan siger mange faktisk den dag i dag – også selv om f.eks. Ferrari Enzo, Porsche Carrera GT og Bugatti Veyron er dukket op i mellemtiden.

F1, Gordon Murrays konstruktion med letvægt som omdrejningspunkt, er fortsat den bedste af de bedste.

Med til at understrege euforien er, at F1 også bærer sejre i racersport ind i historien – først og fremmest totalsejren på Le Mans i 1995. Dette år sætter F1 sig på disse placeringer: sejren først og fremmest, desuden løbets tredje-, fjerde- og femteplads.

Det er dette løbs nummer tre, den gule Harrods-McLaren, vi kører i dag. Dengang i ’95 kørt af trekløveret Andy Wallace, Derek Bell og Justin Bell på en af motorsportens mest berømte baner i Frankrig, nemlig Le Mans. I dag på en af sportens mest berømte baner i England, nemlig Silverstone – denne gang med Tempo bag rattet.

F1 var jo først og fremmest teknikeren Gordon Murrays værk. Man siger, at han slog de første streger til bilen på en serviet, da han sad og ventede på flyet hjem fra Formel 1-Grand Prixet i Italien i 1988. Da han kom hjem, viste han servietten til McLaren-indehaver Ron Dennis. Og resten er jo historie, som man siger – fire år senere var den første McLaren F1 en realitet.

Centermotor, V12, letvægt og med guld i motorrummet – af hensyn til varmen. Og den store gimmick: en kabine med plads til tre: føreren i midten og en passager på hver side, begge lidt skudt tilbage i forhold til manden i centrum.

BMW leverede den 6,1-liters V12-motor. 600 hk ydede den. 600! Det var rigeligt til adskillige udråbstegn dengang. I dag er 600 ved at være almindeligt i klassen for supersportsvogne. Det ændrer dog ikke på, at F1’s vanvittige topfarts-rekord på 386,7 km/t. fik lov til at stå i mange år. Faktisk helt til 2005, da Bugatti Veyron med et skrald passerede 400 km/t.

Den sublime balance

Den gule Harrods-McLaren fra Le Mans 95 er i dag ejet af David Clark. Han har med glæde stillet sin gule bil til test for en dansker. John Nielsen, ja, den John Nielsen, vinder af Le Mans i 1990 i en Jaguar, har jo en helt særlig plads i udviklingen af McLaren-bilerne. John tog sin aktive del af udviklingen, og han har personligt kørt samtlige biler, inden de blev overdraget til køberen. Så en journalist fra samme land som Nielsen – you are welcome.

Clark har sendt en oppasser med. Han tager sig af alt det praktiske og beder om lov til at køre med, da jeg triller ud på banen. But of course!

Vi kører en kølig forårsdag. Ikke regn, men asfalten er bestemt ikke oppe i "hurtig driftstemperatur". Og da den gule bil ydermere kører på gadedæk – klart nok, der er jo både lygter, blinklys og nummerplader – så er der faktisk grænser for, hvor fast raketten står.

Men det understreger i realiteten en af bilens måske største styrker: dens sublime balance. Styrer lynende hurtigt ind i sving, men ikke overraskende og abrupt. Bare hurtigt. Balancerer med det samme og bare lige markerer en høflig bagvogns-udskridning, når der gives mere gas.

Måske var det 386,7 km/t., der gjorde F1 så berømt. I realiteten burde det være dette: balancen.

En tur i den McLaren, der blev nummer tre på Le Mans i 1995, er alt, alt, ALT for hurtig slut for køreren. Men nok ikke for Clarks oppasser. Ganske vist sagde den høflige mand ikke et kuk under testen. Men hans ærlige mening opdagede jeg, da jeg gav hånd som tak for hjælpen.

Manden nikkede, smilede og sagde – you’re welcome! Men sandheden fik jeg fra håndtrykket. Det klamme håndtryk.

McLaren MP4-12C - Mindste motor – størst effekt

Englands Ferrari er tilbage som producent af supersportsvogne i verdensklasse. Bilen med den lange kode MP4-12C startede i 2011 en række af biler, der kan hamle op med hvad som helst. Den tager vi til test på svensk asfalt.

McLarens lilla Can Am-monster fra 1960’erne kører vi på Silverstones Grand Prix-bane. Den måske mest hypede af dem alle, den gule F1 GTR, tester vi på Silverstones South Circuit. I den sammenhæng er det vel noget slapt at køre den nye MP4-12C på offentlige veje omkring Malmø. Men det gør vi altså. Og trods alt giver det mening, idet den nye af de tre, den sorte med de mange bogstaver, jo er en egentlig gadebil. Med aircondition-anlæg, gulvmåtter, nummerplader og det hele. Gadebil.

I lighed med de to andre i denne artikel findes også den nye af de tre både som gade- og racerbil. Så er betegnelsen bare MP4-12C GT3.

Den sorte gadebil kører vi i Sverige. Man skal som dansker nemlig kigge mod øst, hvis man vil købe "Kevins firmabil", 12C. Selv om McLaren også er repræsenteret med en forhandler i Hamborg, har englænderne valgt at lade Danmark høre under det svenske firma McLaren Stockholm, der også har en afdeling i Malmø. Og det er her, vi er.

Celle i kulfiber

MP4-12C er en moderne supersportsvogn efter den klassiske opskrift: lav og bred karrosse, bygget op omkring en centermotor og med baghjulstræk. Sådan har de hurtigste sportsvogne til gaden været siden Ford GT40 og Lamborghini Miura i 1960’erne – i øvrigt præcis som de to andre McLaren’er i denne artikel. Og sådan er først og fremmest Ferrari 458italia i dag.

Men McLaren har valgt at gå egne veje på to områder: selve den bærende del er en central celle af kulfiber, altså samme princip som i Formel 1 og blandt de hurtigste biler til Le Mans. Det er dyrt, og det er let.

Dernæst kører McLaren med en V8 med to turboer, altså downsizing-princippet. Det er jo i tidens ånd blandt de fleste biler, men dog ikke lige i denne klasse af sportsvogne, der er så hurtige, at de næsten kunne være racerbiler. Men McLaren har det: V8 turbo. Det er hurtigt, og det er tidssvarende. Og opskriften, der gør netop denne til den kraftigste af de tre på trods af den mindste slagvolumen.

625 hk yder den nye McLaren. Jo, det er faktisk mere end F1 og meget mere end den gamle Cam Am-bil. Alligevel er den ikke nær så hurtig på toppen som F1, og den er ikke nær så rendyrket race som Can Am.

Men tro nu ikke, at MP4-12C er langsom eller noget, der bare ligner. Accelerationstiden til 100 km/t. på 3,1 sek. taler sit eget tydelige sprog. En herre-acceleration ned ad rampen til et stykke svensk motorvej fjerner den tvivl, der alligevel ikke er tilbage.

En test af McLaren 12C fortjener i realiteten en racerbane. Men det må blive en anden gang. Men udvalget af veje her på den anden side af Øresundsbroen fortæller alt det vigtigste: for det første, at der er rigelig med indstyring. 12C vitterligt drejer, når der kommer et sving.

Dernæst beviser en række bløde kurver, at 12C lige præcis kan det, der kendetegner de fineste sportsvogne: at den reagerer på én gang hurtigt og mildt på speeder-løft i sving.

Forestil dig selv bag rattet i den sorte bil. Hurtigt sving. Måske du bliver lige et nummer for ivrig. Farten er en kende højere, end den skal være. Så letter du højre fod. Og bilen kvitterer ved lige at korrigere linjen gennem svinget, så den nu passer perfekt. Et bredt smil på læben. Og det er bare at fortsætte ufortrødent. Eller med speederen nede, hvis det var på en bane.

Der er ikke ret mange biler, der kan dette så elegant som her. Men 12C kan. Det er ren finesse.

Hvad betyder MP4-12C dog?

McLaren MP4-12C: Det kan være vanskeligt at gennemskue, hvordan bilen fik det navn. Men der er en forklaring: Husk på, at McLaren også bygger Formel 1-racere, så begynder bogstavkoderne at falde på plads.

MP4 har været en del af chassis-koden på alle McLarens F1’ere siden 1981. Siden 1997 har MP4 stået for McLaren Projekt 4, mens M’et i perioden 1981 til 1996 stod for Marlboro, der var sponsor i den periode. Tallet 12 er en kode, der sammenholder bilens effekt, vægt, udslip og aerodynamiske effektivitet. "C" henviser til det engelske carbon, altså karbon.