Det kan blive dyrt at miste den sidste nøgle
Stor prisforskel på mærke og årgange, hvis du taber den sidste bilnøgle.
Det kan koste meget dyrt, hvis du mister den sidste nøgle til bilen. Men det afhænger i høj grad af både bilens mærke og årgang.
En af de dyreste er en ældre Fiat Punto af årgang 1993-99, som kan beløbe sig til 15.000 kr. Her skal der både ny styreboks, låsecylindre og omkodning til, hvis masternøglen bliver væk. På nyere Fiat-modeller og mange andre mærker kan det klares med en ny nøgle, som kan bestilles hos den autoriserede forhandler ud fra stelnummeret.
Slem kattepine
Det koster typisk 1.000-2.000 kr. pr. nøgle, alt efter type. På nogle modeller, som f. eks. Toyota Yaris, er det dog også nødvendigt at skifte styreboksen. Og så kan det hele, inklusiv nye nøgler, klares for 4.825 kr.
Nøglefirmaet Dani Autonøgler får flere gange om ugen henvendelser fra folk, som har mistet den sidste nøgle og som er i en slem kattepine.
»Du må aldrig miste den sidste nøgle. Der er folk, som er brudt grædende sammen. Men der ikke noget at gøre, man må gå den sure vej,« siger Erik Dani, der er indehaver af firmaet.
»Man kan ikke både have den højeste sikkerhed, og samtidig nem adgang. En Ruko lås skal jo også bores ud, hvis man mister nøglen,« siger Erik Dani.
Han oplevede netop en kunde, som havde mistet nøglen til en ældre Punto.
»Det ville koste alt for meget, og det kunne bilen ikke bære, så han måtte købe en ny bil,« siger Erik Dani.
Hos Dani Autonøgler skal man medbringe en originalnøgle for at få en ny.
Rådet er dog i alle tilfælde at sikre sig.
»Sørg altid for at have en ekstra nøgle,« siger Martin Andersen, der er værkfører ved Koch Biler i Aarhus, som sælger Fiat og Ford.
Selv om du måske kan få nye nøgler, kan der godt gå to-tre dage, hvor du skal undvære bilen, som du måske også skal betale for at få bugseret til værkstedet. Eller i værste fald købe ny bil.