Nu skal bilerne selv kunne bremse
Automatiske bremsesystemer bliver et krav for at få topkarakter i crashtest.
"Det er endnu et skridt på vej mod ambitionen om, at biler fra 2020 ikke skal kunne køre galt, og det vil være en milepæl for trafiksikkerheden."
Sådan er reaktionen hos den danske bilistorganisation FDM, efter at den europæiske trafiksikkerheds-organisation Euro NCAP endnu en gang har strammet kravene til sikkerheden i nye biler
Fra 2015 vil kun biler med automatiske bremsesystemer kunne opnå topkarakter i organisationens crashtest, og allerede fra næste år vil tilstedeværelsen af disse systemer tælle med, når bilerne testes i simulerede ulykker.
Førerløse biler kommer på gaden i England
Færre trafikdræbte
"Flere undersøgelser har vist, at disse systemer virker. Det vil betyde færre dræbte og tilskadekomne i trafikken," lyder det fra Søren W. Rasmussen, der er FDM's repræsentant i Euro NCAP. Han er samtidig bilteknisk redaktør på FDM's medlemsblad, Motor.
Euro NCAP har netop testet nogle af de biler, der allerede har de automatiske nødbremsesystemer installeret. Systemerne er typisk bygget op omkring et kamera i bilens forrude. Systemet kan selv bremse bilen, hvis den er ved at køre ind i bilen foran. Autonomous Emergency Breaking Systems kaldes systemerne - i daglig tale forkortet AEB.
"En bil har to sikkerhedssystemer - dem der skal forhindre ulykker i at ske, og dem der skal begrænse skaderne, når ulykkerne alligevel sker. Det er langt bedre at forhindre ulykkerne i at ske," siger Søren W. Rasmussen.
Falsk reklame storhitter på nettet
Typisk kun i topmodeller
Til de første systemer hører blokeringsfrie bremser og antiudskridningssystemer, og til den anden gruppe hører airbags og selestrammere.
"De blokeringsfrie bremser og antiudskridningssystemerne var et stort fremskridt for trafiksikkerheden, og nu kommer så det næste med de automatiske bremsesystemer. Alle bilfabrikker arbejder intensivt på at udvikle disse systemer, der allerede er standard i Volkswagen up! og hos Volvo. Men ellers er det nu udstyr, der enten er forbeholdt topmodellerne eller som skal købes til. Eksempelvis har Peugeot udviklet systemet til den helt nye 308-model, men det er kun standardudstyr i den dyreste model," forklarer Søren W. Rasmussen.
Han forventer til gengæld, at systemerne vil blive standard fra 2015.
"Så vil det vise sig, at Euro NCAP endnu en gang har fået sin vilje," siger Søren W. Rasmussen.
Her slipper hun rattet og læser blade
Fjern afgiften
Samtidig opfordrer han til, at det danske system for registreringsafgiften ændres, så de automatiske bremsesystemer enten helt fritages for afgift eller får en afgiftsnedsættelse.
"I dag skal der betales fuld afgift af systemerne. Hvis de koster 5.000 kr. fra fabrikken, ryger der 10.000 kr. på i registreringsafgift, så den danske bilist skal betale 15.000 kr. for systemet. Det er urimeligt over for bilisterne, og det er dumt over for samfundet," mener Søren W. Rasmussen.
De automatiske nødbremsesystemer findes i to udgaver - AEB City og AEB Inter-City. De første fungerer kun ved lave hastigheder, mens den anden gruppe også fungerer ved højere hastigheder.
"Der er et meget stort potentiale i disse systemer. Undersøgelser viser, at 90 pct. af alle trafikuheld skyldes uopmærksomhed, eller at føreren er blevet distraheret. Det er bl.a. derfor, at Euro NCAP nu igen presser på for at få gjort AEB-systemerne til en fast del af sikkerhedsudstyret i nye biler," forklarer Søren W. Rasmussen.