VW klar med ny Golf stationcar
Bilen har fået mere plads, og der kan vælges mellem syv turbomotorer.
Den tyske bilproducent Volkswagen er klar til at lancere stationcarudgaven af den nye Golf på det danske marked. Variant hedder bilen, der kan leveres i løbet af september.
Sammenlignet med den gamle model byder den nye på mere plads og motorer med forbedret brændstoføkonomi.
Merprisen for stationcarudgaven i forhold til en sedan bliver 15.000 kr., og den billigste Golf Variant bliver Startline-udgaven med en 85 hk 1,2 liters benzinmotor. Prisen før levering bliver 239.994 kr., oplyser Volkswagen i Danmark.
Lidt bedre plads
Golf Variant er vokset med 18 mm i bredden og 28 mm i længden i forhold til den gamle model.
Længden er nu 4,56 meter, og akselafstanden er vokset med 57 mm. Det kommer især passagerer på bagsædet til gode i form af bedre benplads. Samtidig har bilen fået et markant større bagagerum, der er vokset med 100 liter til 605 liter.
Hvis bagsædets ryglæn lægges ned, bliver der plads til 1.620 liter bagage mod 1.495 i den gamle model. I udstyrsvarianterne Comfortline og Highline kan det forreste passagersæde desuden foldes fremover, så der bliver plads til genstande på op til 2,67 meter i længden.
Fire udstyrsniveauer
Stationcaren leveres i de fire udstyrsvarianter Startline, Trendline, Comfortline og Highline.
Blandt standardudstyret i alle varianter er klimaanlæg, start-stop-system og multimedieanlæg med touchskærm. Her bliver skærmen dog større efter udstyrsniveau.
Stationcaren har også den såkaldte multikollisionsbremse, som bremser bilen ned i tilfælde af en ulykke. Systemet skal forhindre, at bilen indblandes i yderligere kollisioner.
Blandt standardudstyret er også et differentialespærre, der overfører kræfter til det yderste hjul i sving for at give bilen maksimalt vejgreb. Bilen har syv airbags.
Syv turbomotorer
Motorudvalget består af syv turbomotorer - fire benzinmotorer og tre dieselmotorer.
Benzinmotoren på 1,2 liter fås i to udgaver - med henholdsvis 85 og 105 hk. 1,4 liters motorerne leverer enten med 122 eller 140 hk. De tre dieselmotorer leverer 90, 105 og 150 hk. Dobbeltkoblingsgearkassen DSG kan tilvælges som ekstraudstyr.
Tre af benzinmotorerne har en brændstoføkonomi på 20 km/l, mens den kraftigste motor klarer 18,9 km/l - men også 20 km/l med DSG-gearkassen.
De to 1,6 liters dieselmotorer klarer 25 og 25,6 km/l, mens 2,0 liter udgaven med 150 hk skulle kunne køre 23,8 km/l.