Fransk stil og komfort i ny mpv
Premiere: Stil, design og komfort er den røde tråd i Citroëns nye mpv. Det første møde efterlader et lidt blandet indtryk.
LISSABON
Er komfort vigtigere end et automatisk nødbremsesystem, der bremser i byen, hvis en fodgænger træder ud foran bilen? Det spørgsmål kan man godt tillade sig at stille, når det drejer sig om Citroëns nye mpv, C4 Picasso.
I bestræbelserne på at tilbyde stribevis af komfortudstyr, virker det som en underlig prioritering, at man ikke har udstyret bilen med nødbremsesystem, som ellers tilbydes i mange af konkurrenterne.
Til gengæld kan bilen udstyres med et passagersæde med elektrisk fodstøtte og massage i ryggen, så man næsten føler sig hensat til business-class i et fly.
Lækker og gedigen
C4 Picasso er hos forhandlerne i august, og der venter kunderne en uhyre lækker bil, med mange gode detaljer, og et mantra, der gennemsyrer hele konstruktionen: Det skal være behageligt at køre bil, så passagerer og chauffør skal have det rart i en lækker atmosfære med mulighed for at være online hele tiden.
Fire udstyrstrin
Præcist, hvordan de danske volumenmodeller kommer til at tage sig ud må blive lidt gætterier. Under præsentationen er der nemlig kun mulighed for at køre højeste og næsthøjeste af de fire forskellige udstyrstrin, som bilen fås i.
Begge versioner har en uhyre blød overflade på instrumentpanelet samt dørsider og stor skærm med fint display. Alle versioner har som standard en 7’’ skærm, hvor langt de fleste funktioner styres, samt en større 12’’ skærm. Adgang til 7’’-skærmens mange funktioner sker ved syv trykknapper hele vejen rundt om skærmen, og kun el-bagrude og et par andre detaljer har deres egen fysiske knap. Det betyder, at man eksempelvis skal ind i klimamenuen for at slå over på recirkulation, hvilket ikke virker helt gennemtænkt.
Stor skærm
Den store centrale 12’’ skærm indeholder stort set alle andre informationer, såsom speedometer, tripcomputer, eventuel navigation osv. Skærmen er meget indbydende i sine grafiske elementer, hvor de forskellige informationer blender ind over hinanden, afhængig af, hvor vigtige de er, eller hvordan du selv ønsker, at designet skal være.
Bøvlet farvevalg
Fra begyndelsen er der to grundlæggende temaer i forhold til farver og former i grafikken, men vil man skifte mellem dem, tager det hele 45 sekunder for systemet at starte op. I mellemtiden er skærmene i sort.
Den ansvarlige hos Citroën forklarer, at ventetiden skyldes, at computeren skal startes op helt fra bunden. Hun må dog medgive, at det kan virke lidt oldnordisk og lover, at det er noget, som man vil kigge nærmere på, ligesom der ventes flere designs at vælge imellem.
Hvordan skærmen ser ud på de billige modeller, ved vi ikke, men det ligger fast, at den formentlig bliver med en lavere opløsning og uden farver.
Primitiv radar-fartholder
Med C4 Picasso tilbyder Citroën for første gang mulighed for adaptiv fartpilot, der via radar holder den samme afstand til bilen foran.
Systemet er dog langt fra så avanceret som hos konkurrenterne, idet Citroën har fravalgt, at bilen selv skal kunne bremse. Det betyder, at systemet kun afbryder motoren, når radaren opdager, at bilen foran bremser, eller der trækker en bil ud foran dig.
Omsat i praksis betyder det et system, der ikke er ret meget bevendt, og forklaringen fra Citroën går på, at et bremsesystem ville blive for dyrt i forhold til, hvad man forventer, at kunderne i denne klasse vil betale for den slags udstyr.
Fint bagsæde
Bagsædet består af tre enkelte sæder, der individuelt kan forskydes frem eller tilbage, desuden kan ryggen indstilles, og på de højeste udstyrsniveauer er der flyborde med indbygget lyd i forstolene.
Bilen står på PSA’s nyeste modulære platform, og som familiefar glædes man over et komplet fladt gulv, hvilket betyder, at midterpladsen er fuldt brugbar.
Fine pladsforhold
Som voksen sidder man lidt lavt, men pladsen over hovedet er rigelig, og der er friskluftdyser i B-stolperne i alle modeller.
Bagagerummet er fuldstændig regulært og pænt stort, og når sæderne fældes ned, er det muligt at få en komplet plan lastflade. Der er også masser af fralægningsplads, og et ekstra rum i midterkonsollen indeholder et væld af forskellige stik, så det skulle være muligt at tilfredsstille selv den mest krævende teenagers it-udstyr
Krænger og understyrer
For Citroën handler en mpv om komfortabel kørsel, hvor alle sidder godt i en lys og venlig atmosfære.
Bilen er udstyret med et komplet nyt elektrisk styretøj, der er variabelt i forhold til hastighed, og det opleves som uhyre velafstemt med en fornuftig feedback.
C4 Picasso er ingen swing-king og krænger temmeligt meget, når den presses og vil gerne skrubbe farten af over forhjulene. Det er altså prisen for den komfortable køremåde.
Under præsentationen kørte vi mellemste diesel med 115 hk, og den ligner det rigtige valg til C4 Picasso med en tyst fremfærd og tilstrækkeligt med power. Men lur os, om ikke den mindste dieselmotor med 92 hk er en udmærket løsning til danske familier.
Traditionelt foretrækker køberne i denne klasse nemlig stadigvæk at køre med diesel, mens benzinversioner er ved at vinde indpas blandt de mindre modeller.
Alle testbiler var med lamineret glas i sideruderne, hvilket formentlig kun er standard i højeste udstyrsniveau, så hvordan bilen er med almindeligt enkeltlags glas, skal vi ikke gøre os kloge på, men gennemgående var de to testbiler, som vi prøvede på 17- og 18’’ hjul plaget af noget støj fra undervognen.
Fem motorer
Ved lanceringen i august omfatter det danske motorprogram to dieselmotorer, som begge leveres med Stop&Start, og henholdsvis 92 og 115 hk.
Hertil kommer to benzinmotorer VTi 120 og THP155 med henholdsvis 120 og 155 hk.
I løbet af efteråret udvides programmet med en Blue HDi 150, med minimal udledning af de skadelige NOx-partikler.
Der er fire udstyrsniveauer, som hedder Attraction, Seduction, Intensive og Exclusive. Standardudstyret indeholder aircondition, el-ruder for og bag og varme i forsæder.
Til vinter kommer den 7- sæders version, som nok i virkeligheden er den mest interessante version af Citroëns nye familiebil.