Fortsæt til indhold
Biler

Feinschmeckeren og drengerøven

Opel Astra OPC og Mercedes A250 Sport repræsenterer hver deres yderpunkt i GTI-klassen.

Hvad er det for biler?

Mens den klassiske mellemklasse-GTI lever i udlandet, er den stort set stendød herhjemme. Alligevel findes der et bredt spekter med den flabede Opel Astra OPC og affekterede Mercedes A250 Sport som yderpunkter. Det er nok ulige størrelser, men viser spændvidden og koster det samme. Vi tester den tredørs Astra OPC, der med sine 280 hk er den stærkeste og koster med manuelt gear 499.900 kr. - 569.090 kr. med ekstraudstyr. A-klassen med 211 hk, der er udstyret med Mercedes syv-trins G-tronic automatgearkasse med dobbeltkobling koster 529.900 kr., men løber op i 687.888 kr. med testbilens ekstraudstyr.

Kører de godt?

OPC er muskelmanden, der byder på rå motorkraft. Forhjulene pifter i første gear, og der er masser af kræfter hele vejen op. Allerede i standardindstillingen klarer OPC-undervognen svingene pænt, og den bliver mere kompromisløs med Sport eller OPC-knappen trykket ind. Men vægten gør den aldrig skarp som en ragekniv. Astra er med sine 1571 kg en tung bil. Den opleves også tung i betjening af pedaler og gearskifte, og motoren skal have omdrejninger for at lægge fra land. A250 Sport er en langt mere letkørt sag, det er en bil, du bogstaveligt talt tager på og kan kaste legesyg rundt i sving med en præcis styring. Undervognen er hård uden at være knusende. Godt nok er der mindre motorkraft, men momentet leveres allerede fra 1200 omdrejninger, mod 2400 i OPC’en. Gearkassen giver et flydende skifte, men er alligevel ikke helt oppe at ringe og ikke så præcis som VW-koncernens DSG-gear.

Hvordan er motorerne?

OPC’en har med sin dybe bas, der nærmest lyder som en V6’er, mest sjæl, mens Mercedesen har en underspillet og en klinisk sound. Opels bulderbasse af en firecylindret turbo-benziner opleves dog oldschool over for den letløbende ligeledes firecylindrede sag fra Mercedes med turbo og intercooler. Den er bare ikke helt hardcore nok, her venter vi på en kommende AMG-version.

Hvad med økonomien?

Begge ligger i prislejet omkring en halv million kr. og begge har de en stak ekstraudstyr, du forventer på det niveau. Med et forbrug på 15,4 km/l i Mercedes, mod 12,3 i OPC’en ligger Mercedes i front her. Og lur os, om der ikke også er flere kunder til en brugt stilig A-klasse end en mere smal OPC.

Er de praktiske?

Du er ikke i tvivl om, at det her er kraftkarle. Mens OPC’en har dobbelte firkantede afgangsrør og en enorm bagspoiler, byder 250’eren også på dobbelt piber samt diffusere i bagkofangeren.

Tre dørs biler er sjældent praktiske. Det gælder også OPC’en, hvor du skal bøvle med sædeindstillingen, hver gang forsæderne har været vippet frem, her vinder de fem døre i A-klassen. Når det er sagt, byder begge på rimeligt med plads, både inden dørs og i de regulære bagagerum.

Hvordan er førerpladserne?

Begge har bucket-racersæder, hvor du sidder i en skruestik af en kørestilling. Mercedes-sæderne har et slags svævende underlag, som giver mest behagelig understøttelse.

Hvem vinder?

Hvis du vil have en GTIbil med sjæl, skal du vælge Astra OPC, men hvis det skal være en mere allround sag, så er der ingen vej uden om Mercedes A250, som nok er mere steril, men også den mest velkørende af de to.

Er der bedre alternativer?

Dysten stopper dog ikke her, hvis du er i markedet, byder den meget velkørende Ford Focus ST og klassikeren VW Golf GTI sig nemlig også til med tilbud, der både er velkørende og har udstråling. De fås begge et stykke under 500.000 kr.