Her er bilsalgets vindere og tabere
Volkswagen suveræn nummer 1. Peugeot og Ford kraftigt tilbage.
Sagt på drævende jysk blev bilsalget i 2012 ikke så ringe endda, og der var nærmest forbrugsfest hos visse bilforhandlere.
Det største knald fra champagneflaskerne har lydt hos den danske Volkswagenimportør i Brøndby.
Her blev der skrevet hele 20.273 slutsedler, og det er en markant stigning på 19,1 pct. i forhold til året før. Det høje salg af VW gør, at mærket nu tegner sig for 11,9 pct. af personbilmarkedet.
Dermed er mærket klart det største herhjemme og langt foran Toyota, som ellers er gået næsten tilsvarende frem og nu med i alt 15.915 nye biler er foran sidste års nummer to, Peugeot, som må nøjes med en tredjeplads og 15.237 solgte biler.
Årsagen til Volkswagens succes er klar og kan beskrives med to ord: VW Up. VW gør kunststykket efter den gamle folkevogn med Up, der ligesom den mest berømte forgænger er billig, enkelt designet og sælges i rekordhøjt antal. I alt var der 10.637 indregistrerede Up i 2012, hvor salget endda først startede i marts.
Nedtur for andre VW’ere
Lidt malurt er der dog i sejrsdrikken. Alle VWs øvrige modeller gik nemlig tilbage, og tidligere tiders bestsellere, Polo, Golf og Passat har noteret en tilbagegang på mellem en tredjedel og to tredjedele.
Toyotas andenplads skyldes især de to små, Aygo, som er landets næstmest solgte bil og så den nye Yaris, der har fået en fin modtagelse af danske bilkøbere.
Lille Peugeot mistede salg
Det er næppe blevet til champagne hos Peugeot, hvor salget er gået tilbage med godt 8 pct. Deres markedsandel har tilmed været støt faldende de seneste år og er nu nede på 8,9 pct. Der er flere årsager til tilbagegangen, men overordnet set har mikrobilen, 107, ikke haft så stor fremgang som Up og Aygo.
Til gengæld går det bedre hos kollegaerne hos Citroën, som holder status quo, takket være den lille C1, men også C3 og C3 Picasso.
Er der nogen, der hverken hæver champagneglasset eller tænder cigaren, er det Ford, som var nummer et i 2010, men siden er gledet ned år for år og nu henvist til en 4. plads og en samlet tilbagegang på 16,7 pct.
Her er det ikke nok, at Fiesta er gået flot frem og en af de mest solgte i miniklassen. Focus og C-Max ligger højt i deres segmenter, men lider under, at salgsfremgangen på det danske marked udelukkende skyldes de helt små biler, og her er Ford Ka et meget svagt kort.
Stærkt salg af Kia Rio
Til gengæld er der sikkert fyraftensbajere hos Kia, som nåede en flot 6. plads, og en salgsfremgang på 76 pct. takket være et stærkt Picantosalg og den helt nye Rio, som er blevet en af danskernes foretrukne i miniklassen.
Lille Skoda redder det hele
Måske der endda også bliver råd til en god cigar ved Skoda, som har nydt godt af Citigo, der allerede har solgt så godt, at Skoda er gået frem med 30,7 pct. Men tjekkerne kan næppe være tilfredse med, at tidligere tiders bestseller, Fabia og Octavia, kun er en skygge af sig selv og gået kraftigt tilbage.
Længere nede ad listen bliver der ikke engang til en weissbier hos Opel, som må notere en tilbagegang på hele 25 pct. Der er nedgang over det meste af modelprogrammet, men især Corsa har solgt skidt. Også Suzuki og Chevrolet er blandt taberne – og her har afsætningen af mikrobilerne Alto og Spark svigtet totalt.
Længere nede er der dog også små succeshistorier – som Nissan på en 15. plads, der har solgt 18 pct. flere biler end sidste år, takket være et pænt Micra-salg, mens Seat Mii har trukket Seats afsætning frem med hele 78 pct.
Der gemmer sig også et par skrækhistorier helt nede i bunden af listen. Mitsubishi er helt nede på en 23. plads med en nedgang på over 74 pct. og et samlet salg på kun 438 biler – det er en tredjedel af VW Up salget i november.