Alfa Romeo klar med nyt automatgear
Dobbeltkoblingsgearkasse til Giulietta-topmodellerne. Den passer fint til en 170 hk diesel.
Hvad er det for en bil?
Den smukke og adrætte Alfa Romeo Giulietta skal nu være mere magelig og søsættes med koncernens nye automatgear med dobbeltkobling, TCT. Mærket kom dog skidt fra start med 1. generation af TCT-gearkassen i den mindre Mito, hvor vi i den 135 hk benziner blev slemt skuffede og oplevede en sløv, sløv speederrespons. Importøren har nu taget konsekvensen og markedsfører ikke længere Mito med TCT-gearet herhjemme. I andet hug søsættes TCTgearet dog kun til de største Giulietta benzin- og dieselmotoriseringer med hver 170 hk. Ifølge importøren er der lavet en række softwareændringer på gearet, som har kunnet lade sig gøre, da Giuliettaen simpelthen er en nyere model. Det er dieselmodellen 2,0 TDTm TCT Distinctive til 479.000 kr. vi tester.
Kører den godt?
Det virker som om, de italienske teknikere har strammet sig an for at få tingene til at spille. Rigtige Alfa- aficionados vil nok sværge til benzin, men den 170 hk dieselmotor med et moment på 350 Nm gør det faktisk rigtig godt. Især med Alfa DNA system, hvor du kan vælge mellem Dynamic, Normal og All Weather, sat op i Dynamic. Følingen med vejen i undervogn og styretøj er kontant, speeder-responsen hurtig, og bremserne hugger rapt. Men hvis diesel skal give mening, hedder indstillingen Normal, hvor den er mest økonomisk. Og så den store prøvelse: TCT-gearet skifter let, glidende og uden ryk. Både ved start og acceleration sker skiftet gelinde, og uden motoren går uforvarende op eller ned i omdrejninger. I forhold til DSG og Powershift fra VW og Ford, mangler vi dog lige den sidste præcision og hurtighed. Men nok til, at TCT gearet trods alt består denne gang.
Hvordan er motoren?
Den 2,0 liters diesel har elasticitet til det meste. Og på motorvejen spiller den godt sammen med gearet, hvor overhalinger klares meget smidigt. De fleste danske bilister vil dog fint kunne klare sig med den nye 140 hk diesel, der med manuelt gear og tilsvarende Distinctive-udstyr er 118.500 kr. billigere end en 170 hk med manuelt gear. Den prisforskel taler vist for sig selv. Så må man til gengæld give afkald på muligheden for TCT-gearkassen.
Hvad med økonomien?
På papiret klarer bilen 22,2 km/l. Ganske imponerende for en sag, som kan klare 0-100 km/t på 8,0 sekunder. I praksis landede vi på 17,8 km/l. Men det er acceptabelt i betragtning af, at vi havde en del motorvejskørsel. Gensalgsværdien har altid været en akilleshæl for Alfa Romeo. Leasing har tidligere været en genvej til kunderne. Importøren har dog ikke meldt priser ud efter den fordyrende afgiftsomlægning.
Er den praktisk?
Tjah. Den mørke kabine opleves noget trang. Foran er pladsen for så vidt tilstrækkelig, men på bagsæderne er den klemt. Udsynet herfra er ikke overvældende, mens man også lige skal vænne sig til de små udvendige dørgreb, som er integreret højt i hjørnet af bagdørene. Bagagerummet er med sine 350 liter på linje med gennemsnittet. Trykknappen i emblemet gør dog, at du altid skal have fat i klappen og derfor kan få beskidte fingre.
Hvordan er førerpladsen?
Når du først sidder bag rattet i det intime cockpit og lader dig forføre af de brønddybe instrument ure, de flade kontakter og det mørke lidt rustikke instrumentbord, så er den italienske stemning i top. Farven i de orange displays er dog lidt for overvældende.
Er prisen i orden?
Den 170 hk diesel har altid været urealistisk højt prissat. Hvis du har forelsket dig i modellen med den store dieselmotor, er det ikke umuligt at finde næsten nye biler med store afslag. Ved redaktionens slutning fandt vi således 2012-modeller med 170 diesel hk og TCT gear 70.000 kr. under nyvognspris, mens 2011 modeller med 170 diesel hk og manuelt gear kunne købes 150.000 kr. under prisen.
Er der bedre alternativer?
Hvis du er Alfa-fan, er der ingen vej uden om. Ellers byder Giuliettaen sig til med fine dieseler på både 140 og 105 hk. For de køreglade er den nye BMW 1-serie også et stærk alternativ. Her spiller både dieselmotorer og gearkasser med den hurtige 8-trins Steptronic, som godt nok ikke er med dobbeltkobling, men det er heller ikke altid et must. Ellers er der også nye Audi A3 og Mercedes A-klasse på vej.
Konklusion
Det ser ud til, at Alfa Romeo har fået koncernens dobbeltkoblingsgearkasse til at virke gnidningsfrit. Og den gør det tilfredsstilende i Giulietta. Det er en skam, at den foreløbig kun fås til de største motoriseringer.
LÆS OGSÅ: Alfas tallerken flyver igen