Dieselbilister i tysk miljøklemme
Hold dig væk - eller monter et partikefilter på den gamle dieselbil. Flere tyske byer kræver nu en grøn miljømærkat.
Det bliver stadig mere besværligt at være dieselbilist i en bil uden partikelfilter. I Danmark skal i løbet af 2010 betales en ekstra afgift på 1.000 kr., hvis dieselbilen ikke er forsynet med et partikelfilter.
Og i nabolandet Tyskland strammer mange byer næste år miljøkravene, så en bil skal have en såkaldt grøn miljømærkat for at køre kunne køre ind i miljøzonerne. Det er typisk byernes centrum. Det vil i praksis betyde, at din bil skal have et partikelfilter monteret, hvis du vil være sikker på ikke at blive forment adgang til centrum.
Berlin skærper kravene
Indtil nu har ældre dieselbiler haft lov til at køre ind i miljøzonerne, hvis de var forsynes med en miljømærkat - eller en Umweltplakette, som tyskerne kalder det.
Men nu strammer byer som Berlin og Hannover fra årsskiftet kravene, så et grønt miljømærke er nødvendigt for at kunne køre rundt i centrum. I løbet af 2010 følger byer som Stuttgart, Frankfurt og München efter, mens andre byer eksempelvis lukker for adgang for biler med en rød mærkat.
Hos den danske bilistorganisation Forenede Danske Motorejere (FDM) kan du finde en oversigt over miljøkravene i de tyske byer. Også Italien har indført miljøzoner.
Flere byer kræver grøn mærkat
"Problemet er for så vidt ikke, at bilen mangler et partikelfilter. Problemet er, at bilen SKAL have en miljømærkat for at køre i miljøzoner. Alle bilister, også danske, skal have en miljømærkat i forruden for at kunne køre ind i miljøzonerne. Ellers må bilen blive uden for zonerne," forklarer Maximilian Maurer fra presseafdelingen i den tyske bilistorganisation ADAC.
"I Tyskland har dieselbiler indtil nu enten slet ikke fået noget miljømærke eller også fået et rødt, et gult eller et grønt mærke. Det sidste givers til biler, der opfylder mindst Euro 4-normen. Hidtil har alle biler med en miljømærkat haft adgang til miljøzonerne - uanset mærkets farve. Det var kun de rigtig gamle dieselbiler uden mærkat, som ikke måtte køre ind i miljøzoerne. Men fra næste år strammes kravene i mange byer, så bilerne skal have mindst en gul og flere steder endda en grøn mærkat for at kunne køre ind i centrum," forklarer Maximilian Maurer.
"Det betyder, at en dansk dieselbil med en gul miljømærkat ikke kan køre ind i en miljøzone, hvor kravet er et grønt mærke. Men hvis bilen får eftermonteret et partikelfilter, vil den kunne få et grønt miljømærke, som giver lov til at køre overalt," tilføjer han.
Benzinbiler med katalysator kan få et grønt miljømærke.
Mangel på partikelfiltre
De strammere krav har fået ADAC til i Tyskland at kræve en længere overgangsordning for bilister, der ønsker at montere et partikelfilter på den ældre dieselbil.
ADAC vurderer således, at kravet om et grønt miljømærke vil ramme cirka 100.000 biler bare i Berlin, fordi de nu kun har et rødt eller et gult mærke. I Tyskland er der i lighed med Danmark indført en ekstra skat på 1,20 euro per 100 kubikcentimeter motorstørrelse. Det vil sige, at der for en bil med en to-liters motor uden partikelfilter skal betales en ekstra afgift på cirka 180 kr.
Ifølge ADAC findes der i Tyskland cirka 6 mio. dieselbiler uden filter, og for 1,5 mio. af disse biler gælder, at der slet ikke er fremstillet et filter, der passer til bilen. Derfor taler ADAC for en længere frist, så producenterne af filtrene kan levere til alle biler.
Biler mister brugsværdi
"Tusinder af bilister kan de frem til, at deres bil taber kraftigt i både værdi og brugsværdi. Kun ved at få monteret et partikelfilter kan i det mindste hovedparten af dem sikre sig, at de fortsat kan køre overalt.
Men før de investerer i et partikelfilter, skal de også have en garanti for, at nye miljøkrav ikke igen betyder, at de må holde sig uden for miljøzonerne," siger ADACs vicepræsident Klaus Becker.
Alternative muligheder
I Danmark opfordrer FDM bilister, der rammes af de skrappere tyske krav, til at tænke på alternative løsninger.
"Man kan godt køre til Berlin i sin bil uden at have en grøn mærkat, hvis man lader bilen stå uden for miljøzonen i centrum. Netop i Berlin er der masser af muligheder for at komme rundt alligevel," siger Frederik Valmin, der er webredaktør hos FDM.
Hvis du er i tvivl om, hvorvidt din bil kan få et miljømærke, kan du få svar ved at kontakte FDM, der også sælger miljømærkater via sin hjemmeside. Miljømærkerne kan købes her. Prisen er 150 kr. for ikke-medlemmer af FDM.
Mærkerne kan også købes på tyske prøvecentre.
Læs også: Dieselbiler uden filter mister værdi