Fortsæt til indhold
Biler

Camping med plads til familien

På toppen af Nordsjælland ligger Vejby Strand Camping. Her er familien i højsædet med masser af børnevenlige aktiviteter.

Af ANNE-SOFIE STORM

Foran et udfoldet campingbord står en lille mand. Han er iklædt en ny blålig kedeldragt og et kæmpe fødselsdagskort, mens han bredt smilende fortæller om sin fødselsdagsfest for de tålmodige campister ved bordet. Manden kaldes Græs-Ole og er et fast indslag på campingpladsen, hvor han slår græsset mod at bo der gratis, heraf navnet. Men mere om ham senere.

En tur rundt på den trestjernede campingplads er en god vandring, for pladsen er stor. Da FDM i sin tid anlagde den, var den Danmarks største. Pladsen er inddelt i sektioner bag høje træer, og det giver den et hyggeligt og overskueligt udseende.

Meget for ungerne

Vejby Strand Camping fik sidste år bygget en opvarmet svømmepøl, men pladsen byder på flere attraktioner, der kan underholde ungerne, mens forældrene tager en slapper i liggestolene. Her er legepladser, petanquebane, minigolf og to hoppepuder. I det fjerne hjørne af pladsen er en fodboldkamp netop fløjtet i gang, mens to teenagere får sig et spil tennis iført hanekam og shorts.

Hvis man en aften trænger til en afveksling fra Weber'en, serverer campingpladsens eget cafeteria blandt andet stegt flæsk med persillesovs, og næste morgen kan man jokke op efter friskbagt bagerbrød, som også laves i campingpladsens regi.

Med udsigt over svømmepølen ligger festlokalerne, som man kan leje med eller uden catering, såfremt morfars 60 års fødselsdag skal fejres. Festlokalerne blev også brugt, da Græs-Ole fyldte 50, og Lotte besluttede sig for at holde fest for ham og de øvrige fastliggere. Alle samlede ind til Græs-Ole, så han kunne få frisket sin campingvogn op med nye dyner og en grundig rengøring.

Stærkt fællesskab

Hvorfor denne anekdote? Fordi den fortæller noget om sammenhold og noget om, at alle er velkomne på Vejby Strand Camping. Her hilses på alle, og her bliver der grillet og hygget i fællesskab, og her er det ikke kun lejrchefen, der tager sig af gæsterne. Fastliggerne holder så meget af Vejby Camping, at de tropper op til arrangerede arbejdsweekender.

Et eksempel på et fællesprojekt var klargøring af pladsen forud for denne sæson, hvor blandt andet toiletbygningerne med familierum blev gjort klar til brug. De blev færdige i forbindelse med en arbejdsweekend i april, hvor hele 80 fastliggere hjalp til - og som tak blev trakteret med mad fra Lotte.

Så mon ikke de fleste tropper op igen, når drømmen om et nyt wellness-center måske bliver indfriet …