Fortsæt til indhold
Biler

Din bil koster dig 3,76 kr. per kilometer

<p>Det bliver cirka fire pct. dyrere at være bilist i 2009, vurderer Forenede Danske Motorejere.</p>

Det kommer næppe som den store overraskelse, men det bliver dyrere at være bilist i 2009.

Det er den danske bilistorganisation Forenede Danske Motorejere - i daglig tale FDM, der i det nye nummer af magasinet Motor har regnet på, hvad det koster danske bilister at køre en kilometer, når der medregnes brændstof, forsikring og andre udgifter til det at have bil.

FDM har opstillet regnestykker for forskellige bilmodeller, men for en typisk familiebil til omkring 200.000 kr. vil det koste 3,76 kr. for hver kilometer, når der regnes med værditab over en fem-årig periode med 20.000 kilometers kørsel om året. Hvis din bil i stedet har kostet omkring 350.000, vil kilometerprisen være 5,25 kr.

Rift om billigere biler

"Generelt bliver det cirka 4 pct. dyrere," forklarer Søren W. Rasmussen, der er bilteknisk redaktør på Motor.

Han tilføjer, at ændringer i brugtvognsmarkedet i retning af mindre biler især rammer ejerne af dyrere biler.

"Den væsentligste grund til, at det bliver dyrt at være bilejer, er den markante ændring i brugtvognsmarkedet. Her er der en øget efterspørgsel på de billige biler til omkring 100.000 kr. og manglende interesse for de dyrere biler, og det kaster et højere værditab af sig," siger Søren W. Rasmussen.

Hvis du som pendler har brugt for at køre i en billig bil, skal du ifølge Motor vælge en Toyota Aygo eller en "grøn bil" som Skoda Fabia Combi Greenline. Toyotaen kan køres for 2,21 kr. per kilometer, mens Skodaen koster 2,98 kr. per kilometer.

Se FDM's regneeksempler

Læs også: GM lokker med rentefri billån