FDM: Overfyld ikke benzintanken
Benzin og diesel udvider sig, når temperaturerne stiger. Derfor bør bilister undlade at fylde bilens tank helt op. Benzin, der løber ud af en overfyldt tank, kan medføre skader på lak og undervognsbehandlingen og i værste tilfælde går der ild i bilen.
På de fleste tankstationer bliver brændstofferne opbevaret ved 5-10 grader. Men lige så snart benzin eller diesel opbevares under højere teperaturer, udvider det sig, og det kan få tanken til at løbe over.
Ifølge beregninger fører en temperaturstigning på 20 grader til, at brændstoffet udvider sig med to pct. Dermed vil der i en tank med 50 liter brændstof pludselig indeholde 51 liter.
Mange bilister har tendens til ikke at acceptere, når pistolen med et klik stopper med at tanke. De bliver ved med at prøve at fylde ekstra brændstof på.
"Man skal acceptere, når benzinpistolen klikker, for ellers risikerer man at fylde ekspansionsrummet, der er beregnet til at tage det brændstof, der har udvidet sig, siger Jørgen Jørgensen, afdelingsleder i FDM.
Ifølge den anerkendte tyske forbrugerorganisation Stiftung Warentest kan benzin, der løber ud af den overfyldte tank medføre skader på lak og undervognsbehandlingen og i værste tilfælde, at der går ild i bilen. Foruden skaden på naturen, naturligvis.
Så derfor; respektér, når pistolen klikker og undlad at parkere bilen i solen lige efter, at du har overfyldt tanken med benzin.