Fortsæt til indhold
Biler

Snyd dig selv: Sæt larmende udstødning på din mc

Danske motorcykelejere har gennem mange år monteret mere åbne lydpotter på deres maskiner for at opnå højere effekt. På nye motorcykler er det nærmest umuligt at øge effekten med en anden lyddæmper.

På nutidens maskiner, hvor udstødningsventil, katalysator, modtryk og talrige andre ting skal passe perfekt sammen, betyder udskiftning at lyddæmper oftere tab af effekt end effektforøgelse.

Vi forsøgte os med en Suzuki GSX-R 600 af den nyeste model. Med original-udstødningen leverede maskinen 106 hk på baghjulet. Med to forskellige dæmpere af den mere åbne type kunne vi nærme os den originale effekt. Dette krævede dog mange timer med justering i en testbænk.

Var det samme antal af timer brugt med originaldæmperen, er det sandsynligt, at der med den kunne hentes en enkelt eller to heste.

Larme-udstødningen kunne altså ikke diske op med effektforøgelse, kun med larm. Mest uheldigt var dog, at den uoriginale dæmper efterlod os med en maskine, der havde mistet en del af det originale bundtræk.

Tysk undersøgelse

Tyske PS har lavet selv samme test på en Yamaha R6. I den test forsøgte man sig med 11 forskellige lyddæmpere. Resultatet var det samme. Effektforøgelsen var ikke til at få øje på.

De 11 lyddæmpere kunne alle larme, men mest morsomt var det, at flere faktisk ydede bedre, når de var monteret med ekstra lyddæmperen i afgangsrøret.

Flere andre fagblade er også kommet til selv samme konklusion

Det er vel ikke så mystisk, at eftermarkeds-lyddæmpere ikke er bedre end originalen. På motorcykel-fabrikkerne arbejder mængder af ingeniører, der alle har kendskab til eksakte data på deres motorer, hvorfor de må formodes at være de dygtigste til at konstruere en passende lyddæmper.

Hvis det er en mere snerrende lyd, der ønskes, er den billigste, og ofte den bedste, at bore et stort 10 mm bor ind bagfra igennem afgangshullet, så original-udstødningen åbnes op. Dette er dog kun lovligt, hvis maskinen ikke kommer til at larme mere end tilladt, eller til banebrug.