Fortsæt til indhold
Biler

Tesla slår alle rekorder med nye prisfald på topmodeller

Denne gang er de to største modeller blevet op mod 20 pct. billigere.

Mens medierne har været optaget af at berette om den nye Tesla Model 3, som har stjålet rampelyset og er blevet omtalt på forsider fra Sydney til San Francisco – og i Danmark – har Tesla udført et skaktræk, der næsten er gået under radaren.

Et nyt stort prisfald rammer nu de to store Tesla-modeller S og X. Efter at bilerne allerede blev sat markant ned i pris på det kinesiske og amerikanske marked, er det danske marked nu også omfattet af en ny prisstrategi for topmodellerne.

Generelt er der tale om prisfald fra 300.000-380.000 kr. Bilerne blev billigere allerede i foråret, men nu er flere modeller rykket ned under den for nogen magiske grænse ved 1 mio. kr.

Ligesom en falk, der dykker i høj fart, har prisen for Model S LR taget et dybt dyk fra 1.189.296 kr. til nu 902.896 kr. Det er et fald på hele 286.400 kr. Den voldsomme topmodel kaldet Plaid spiller sit eget dristige spil i denne prisdyst, idet den er blevet 341.000 kr. billigere, og den kan nu bestilles til 1.030.996 kr.

Tesla Model S har en rækkevidde på op til 631 km, mens topudgaven klarer 600 km.

Jyllands-Posten har i forsommeren testet Model S Plaid, der er nærmest chokerende hurtig med sine omtrent 1.000 hk og en acceleration fra 0-100 km/t. på 2,1 sek.

Tesla Model S er faldet i pris ad flere omgange, denne gang med op til 380.000 kr. Foto: Christian Schacht

Hvis du drømmer om at glide gennem byens gader med stil, men endnu mere plads, er Model X ligeledes blevet markant billigere. Model X LR kostede før hele 1.265.298 kr., men kan nu erhverves for 942.896 kr., mens Plaid-udgaven, der kører med tre elmotorer, er blevet hele 382.402 kr. billigere. Nu koster den 1.102.896 kr. Rækkevidden er hhv. 576 km og 543 km.

Ekspert er skeptisk

Salget af de to topmodeller har dog været nærmest ikkeeksisterende de seneste år. Spørgsmålet er, om de markante nedsættelser gør, at det vil ændre sig. Det tror Jan Lang, som er markedsanalytiker hos Bilbasen, ikke så meget på.

»Tesla begynder at mærke, at de ikke er alene om markedet længere. Slet ikke i denne prisklasse, hvor der er mange konkurrenter fra især Tyskland. Prisreduktionen er ikke nok til, at det kommer til at rykke det helt store,« siger Jan Lang og tilføjer, at man kan få en lige så rummelig Kia EV9 til en langt billigere pris end Tesla Model X.

Den har dog ikke mere end 500 hk og mågevingedøre.

Artiklens emner
Tesla