Tysk prestigemærke overrasker med ny model fra uventet kant
Mercedes kommer med den nye CLE Coupé, der også kan leveres som cabriolet og erstatter to andre modeller. Topversionen får en sekscylindret motor på 381 hk og firehjulstræk.
For en gangs skyld kommer der nu en overraskende ny model på markedet, som ikke er en elbil. Det handler om den nye Mercedes CLE Coupé, der erstatter både C-Klasse coupé og E-Klasse coupé fra den udgående modelrække, som stopper inden for få måneder. På den måde får den store tyske producent ryddet op i programmet, så der er færre modeller.
Mens C- og E-Klasserne kan fås i en coupé- og cabriolet-version, er den nye CLE en mere selvstændig modelserie, der tapper helt naturligt ind i mærkets tradition for at kunne kreere store og strømlinede biler. CLE’eren kommer da også helt naturligt som coupé og cabriolet, og tilsammen lægger de to modeller afstand til de andre modeller.
Den nye CLE-model kan kendes på en ”haj-front” med mulighed for ”nitter” i kølergrillen, og hvor high performance full LED-lygter er standard.
Lander midtimellem
Med en længde på 4,85 meter er CLE en halv snes cm længere end en E-Klasse coupé og 16 cm længere end C-Klasse coupéen. Akselafstanden placerer sig mellem de to og giver også en bagsædeplads, der lander mellem de to modeller.
Inden døre byder kabinen på elementer fra både C- og E-Klassen. Her er instrumenteringen centreret omkring et opretstående display på 12,3 tommer, der supplerer den digitale instrumentering på 11,9 tommer.
Her er naturligvis specielle CLE-sæder, og der kan tilkøbes 3D-sorround-lyd fra Burmeister med indbygget lyd i nakkestøtterne. Ligesom der kommer en AMG-Line-udstyrsvariant, der bl.a. byder på sportsundervogn. Undervognen kan også opgraderes med adaptiv dæmpning og baghjulsstyring.
Flere med firehjulstræk
Motorprogrammet spænder over firecylindrede benzin- og dieselmotorer, som leverer 204 hk til 258 hk samt topversionen CLE 450 4Matic, der dog er bestykket med en 3,0-liters rækkesekser på 381 hk og firehjulstræk – mens man i de største af de andre motoriseringer kan vælge mellem bag- eller firehjulstræk. Der er også en plug-in-hybrid fra hylderne i støbeskeen.
Den nye CLE Coupé forventes at lande herhjemme sidst på året, mens cabrioleten følger i 2024.