Forruden og panoramasoltaget kan i værste fald blæse af i Fords nye Mach-E
Ford har opdaget, at man ikke har monteret forrude og panoramasoltaget godt nok under produktionen af helt ny elbil. Nu hjemkaldes tusindvis af Mustang Mach-E, også i Danmark.
Ford skal nu i gang med at hjemkalde et stort antal Mustang Mach-E til værkstedet. Årsagen er den ganske dramatiske, at forruden og panoramasoltaget ikke er monteret ordentligt og kan risikere at blæse helt af under kørslen eller ved en kollision.
Der er solgt 18.000 elektriske Mustang-modeller globalt, og af dem drejer det sig om ca. 13.000 eksemplarer. Herhjemme er der til dato indregistreret 450 styk, og en god del af dem kører rundt med forkert monteret forrude og tag.
Ford Motor Co. har ikke kendskab til, at der rent faktisk er sket uheld, men fortalte tidligere i september de amerikanske myndigheder, at man har opdaget, at forruden og det store soltag ikke er fæstnet ordentligt til bilen.
Herhjemme siger Ford Danmark, at man roligt kan køre videre, indtil man er klar til hjemkaldelsesaktionen, formentlig i slutningen af oktober.
»Det udgør ikke en sikkerhedsrisiko,« siger pressechef Lene Dahlquist til Jyllands-Posten.
»Vi vil snart informere kunderne om servicekampagnen på Mustang Mach-E, og der vil også være mulighed for at gå ind på ford.dk og taste bilens stelnummer ind, og så kan man se, om ens bil er berørt,« siger hun.
Ifølge Ford opstår problemerne med dårlig fæstning først efter længere tids brug – uden at komme nærmere ind på, hvad det helt konkret betyder.
Bilgiganten er heller ikke helt sikker på, hvorfor problemet er opstået.
Ford-direktør drillede Tesla med samme problem
Det store panoramasoltag er blevet en populær feature i mange nye biler. Det er ekstraudstyr til Mustang Mach-E, men er en option, som mange danske kunder angiveligt har valgt.
Ikke mindst Tesla har gjort taget udbredt, efter at man gjorde det til standard, og Tesla er også bekendt med problemet, som Ford er kørt ind i. Her fløj taget således helt af på en Model Y tilbage i oktober 2020, et problem, som Tesla for længst har løst.
Det fik Fords øverste direktør for elbiler, Darren Palmer, til at påpege, at udrulningen af den nye Mach-E ville forløbe uden den slags episoder, uden dog at nævne Tesla specifikt, men nu har mærket altså fået samme udfordring.
Der har også været andre besværligheder med lanceringen af Mach-E, bl.a. softwareproblemer, et ustabilt 12 volts batteri og vanskeligheder med regenerering, når man kører ned ad lange bakker. Disse forhold skulle dog være udbedret.
Vil du vide meget mere om biler, så lyt til Jyllands-Postens podcast ”Bilradio”. Den udkommer hver fredag kl. 14.30.