Fortsæt til indhold
Aarhus

K vil udleje parkeringspladser

Aarhus leverer hvert år millioner af kroner fra parkeringsindtægter til staten. Det vil De Konservative lave om på.

Morten Elstrup

Står det til De Konservative, bør Aarhus udleje nogle af kommunens parkeringspladser og lade private firmaer stå for kontrollen.

Kommunen skal hvert år aflevere halvdelen af alle indtægter fra parkeringskontrollen til staten, og det mener både Venstre og De Konservative er urimeligt, når det er Aarhus Kommune, der har udgifterne til lønninger og administration.

Sidste år puttede man mere end 7 mio. parkeringskroner i statskassen.

Men hvis man i stedet lejer parkeringspladserne ud, er Aarhus ikke længere forpligtet til at skulle aflevere flere millioner til staten om året, lyder det fra De Konservative.

»Hvis man lejer en plads ud til et firma, som vil lave parkeringsvirksomhed på den, så får vi en fast lejeindtægt ind, som vi kan beholde ubeskåret,« siger Niels Christian Selchau-Mark, politisk ordfører for De Konservative.

Vil ikke miste penge

De Konservative foreslår i første omgang at udleje parkeringspladserne på havneområdet ved Skolebakken, på Vesterbrotorv, ved Arkitektskolen på Nørreport og i Busgadehuset.

Niels Christian Selchau-Mark understreger, at der skal indgås nogle aftaler med de private virksomheder, så man sikrer, at størrelsen af p-pladserne ikke ændres, ligesom bødeniveauet og pristaksterne skal være de samme, som bilisterne betaler på de kommunale pladser i dag.

»Derudover skal lejeindtægten selvfølgelig strikkes sammen således, at vi ikke kommer til at tabe penge i forhold til de indtægter, vi har i øjeblikket fra parkeringskontrollen.«

Teknikrådmand Bünyamin Simsek (V) har tidligere kontaktet justitsministeren i håbet om at forhandle en ny aftale på plads, så kommunen slipper for at betale så mange penge til staten.

Men det har ministeren afvist – han henviser i stedet til at forhandle gennem KL, kommunernes forening.

Simsek er ikke afvisende over for De Konservatives forslag.

Men rådmanden mener, at man i første omgang bør undersøge, om det kan lade sig gøre at få en bedre aftale med staten.