Vandscooter-forening: Hvor må vi sejle?
Glem alt om et bassin hos os, lyder det fra Aarhus Havn.
Aarhus Jetski og Vandscooter Forening leder lige nu efter et lukket område, hvor medlemmerne kan ræse rundt på vandscootere uden at genere andre.
Formanden oplever, at flere aarhusianere er begyndt at sejle i Grenå, fordi byen har et bassin til vandscootere.
”Det er ærgerligt, og det vil helt klart skabe noget miljø her i byen, hvis vi kan tilbyde det samme. I Grenå havde de store problemer med folk, der opførte sig helt tosset på vandscootere, men det problem er væk nu,” siger Simon Elkjær til Jyllands-Posten.
Vil ræse under festugen
Foreningen ansøgte om at få et bassin bag ved containerterminalen på Aarhus Havn, men har fået afslag.
”Det fik de, fordi vi bruger det område til at smide jord ud i vandet, som vi har renset op inde fra havnen. Derfor kender vi hverken vanddybden eller vandets tilstand,” siger Søren Tikjøb, driftsansvarlig i maritim afdeling ved Aarhus Havn, til Jyllands-Posten.
Havnen har også givet foreningen afslag på at arrangere et ræs foran Strandbaren under Aarhus Festuge.
”Vi skal drive en havn”
”De mener, at det vil genere trafikken. Vi synes, det er helt uhørt, at man reklamerer med, at man gerne vil have alverdens aktiviteter der nede, men så kan vi ikke få lov til at afholde et løb på en lørdag,” siger Simon Elkjær.
Søren Tikjøb råder foreningen til at søge andre steder hen end Aarhus Havn.
”Jeg kan ikke se, hvor de skulle være henne hos os. Vores opgave er at drive en havn, og ikke at finde på områder til alle mulige og umulige ting, som man gerne vil have. Under alle omstændigheder vil det genere vores trafik, og det er vi ikke indstillet på,” siger han.
Panden mod en mur
Simon Elkjær er også i kontakt med Aarhus Kommune for at finde et sted i byen til foreningen.
”Vi behøver ikke være i havnen, men det kan også være i en sø. Bare vi har et sted, hvor vi kan holde til og invitere folk hen, som gerne vil sejle på vandscooter. Men vi føler lidt, at vi løber panden mod en mur i jagten på at få lov til det” siger han.
Aarhus Jetski og Vandscooter Forening blev etableret i starten af året og har omkring 25 medlemmer.