Kunstig befrugtning giver tidlig fødsel
En øget risiko for meget for tidlig fødsel vækker bekymring hos Århus-forskerne, der står bag undersøgelse.
En ny århusiansk undersøgelse af over 20.000 gravide afslører, at kvinder, der har opnået graviditet efter IVF behandling eller mikroinsemination, har 50 pct. øget risiko for at føde for tidligt og mere end dobbelt så stor risiko for at føde meget for tidligt.
Specielt den øgede risiko for meget for tidlig fødsel vækker bekymring, da det er forbundet med indlæggelse på en børneafdeling og en øget risiko for sygdom og død.
Det er forskere på Børneafdelingen og Fertilitetsklinikken på Århus Universitetshospital, Skejby, som har analyseret oplysninger fra et stort register; Den Århusianske Fødselskohorte. Registeret indeholder oplysninger om en lang række faktorer i relation til graviditet og fødsel.
Nye spørgsmål
Undersøgelsen omfatter oplysninger om kvinder, der har født i perioden fra august 1989 til oktober 2006.
Forskerne fandt, at kvinder, der var blevet gravide efter IVF eller mikroinsemination havde en statistisk øget risiko for at føde for tidligt sammenlignet med kvinder, som var blevet spontant gravide efter at have forsøgt at blive gravid i mindre end 12 måneder, skriver Århus Universitetshospital, Skejby, i en pressemeddelelse.
Forskningen rejser en række nye spørgsmål.
Forskerne har overvejet, om det kan have en betydning, at en del graviditeter med ét foster efter fertilitetsbehandling har været tvillinge-graviditeter helt i starten af graviditeten. Forskerne har desuden udelukket en række andre faktorer, som kunne tænkes at spille en rolle, for eksempel moderens alder og moderens vægt. Der var heller ingen signifikant forhøjet risiko for at føde for tidligt, hvis det havde taget parret lang tid (over et år) at blive gravid, eller hvis parret havde fået andre former for fertilitetsbehandling end IVF eller mikroinsemination.
Ukendte faktorer
Det ser således ud til, at den øgede risiko for for tidlig fødsel ikke skyldes infertilitet, men at årsagen skal søges i endnu ukendte faktorer, for eksempel de teknikker, som benyttes ved IVF og mikroinsemination, eller fysiologiske forhold hos de par, der har behov for IVF eller mikroinsemination.
Forskernes råd til par, som søger fertilitetsbehandling, er så vidt muligt at undgå at få lagt mere end et æg op, da det øger risikoen for tvillinge-graviditeter.
Bortset fra det kan kvinder, der er gravide efter kunstig befrugtning, ikke gøre andet for at beskytte fosteret end hvad, der anbefales alle gravide, for eksempel at stoppe med at ryge og undgå alkohol under graviditeten, konstaterer lægerne.