Dansk skuespiller hyldet af nazister

Hun er iført nydelig spadseredragt og jægerhat.

Og hun går mellem direktøren for Det Kongelige Teater, Cai Hegermann-Lindencrone og den tyske teaterdirektør Heinrich George.

De ansatte har taget opstilling på begge sider af de tre teaterpersonligheder.

Og de hilser på dem med udstrakt arm - den berømte nazi-hilsen.

Stedet er Berlins berømte Schiller-teater, der til lejligheden er udsmykket med naziflag og Dannebrog flettet ind i hinanden.

Det er den 1. maj 1939.

Kvinden er den populære danske skuespiller Bodil Ipsen.

Årsagen til modtagelsen og den efterfølgende festmiddag er Det Kgl. Teaters gæstespil i Berlin.

Et gæstespil - en pompøs modtagelse - der ikke har været meget omtalt, men nu fortæller ph.d.-stipendiat fra Filmvidenskab på Københavns Universitet, Brian Pedersen hele historien i det aktuelle nummer af filmmagasinet Ekko .

Tidligere kommunist

Det danske gæstespil var kommet i stand efter invitation direkte fra det tyske prropaganda-ministerium, som havde anbragt Heinrich George i stillingen som chef for Berlin-teatret efter at han havde vendt sin kommunistiske fortid ryggen og glødende bekendte sig til nazismen.

Den tyske teatermand var relativt kendt i Danmark efter utallige gæsteoptrædener i 1930'erne og han var faktisk også tildelt en Dannebrogs-orden.

Invitationen blev overbragt personligt af den tyske teaterdirektør i januar 1939 og chefen for Det Kongelige Teater Cai Hegermann-Lindencrone sagde straks ja.

Reumert sagde nej

Invitationen omfattede også skuespilleren Poul Reumert, som nazisterne havde håbet at opleve sammen med Bodil Ipsen i Strindbergs "Dødedansen".

Men Poul Reumert ville ikke spændes for nazisternes propaganda-vogn og sagde nej tak til invitationen, hvorefter "Dødedansen" blev taget af programmet i Berlin.

I stedet ankom danskerne med forestillingerne "Erasmus Montanus" og "Maria Stuart" og udover teaterchefen og Bodil Ipsen deltog blandt andre også skuespillerne Else Skouboe, Holger Gabrielsen, Henrik Malberg, Svend Methling, Carlo With, Bodil Kjer, Karen Nellemose, Poul Kern og Palle Huld.

Hitler skulle have været der

Alle sejl var sat til ved modtagelsen den 1. maj, og længe lå det til at selveste Adolf Hitler ville overvære forestillingerne, men han endte med at melde afbud.

Gæstespillet var stramt styret af propaganda-ministeriet, som også havde sørget for, at der var totalt udsolgt. Dette var formentlig ikke sket uden medvirken af Goebbels ministerium, idet forestillinger var på dansk.

Flere danske aviser havde sendt medarbejdere til Berlin for at dække begivenheden og reportagerne var særdeles begejstrede. Dog med undtagelse af Arbejderbladet, der fandt et dansk gæstespil i Tyskland forargeligt.

"... ethvert anstændigt Menneske maa rødme af Skam, naar han læser om danske Skuespilleres gemytlige Bier-abend med de Folk, som ved Naziterror, blodige politiske Forfølgelser og Progromer har lagt tysk Kultur øde", hed det blandt andet i en artikel fra Arbejderbladet den 5. maj 1939.

Samarbejdet fortsatte

Kritikken - der også blev fremsat fra anden side - gjorde i de første måneder af krigen ikke det store indtryk på Det Kongelige Teaters ledelse, der i årene der fulgte fortsatte med at pleje et tæt kulturelt samarbejde med tyskerne.

Således var Heinrich George i København i december 1939 - tre måneder efter udbruddet af Anden Verdenskrig - for at læse tyske digte op i Studenterforeningens festsal. En oplæsning som blandt andet blev overværet af en begejstret Bodil Ipsen.

Det tyske propaganda-ministerium inviterede til endnu et dansk gæstespil i februar 1940, men Cai Hegermann-Lindencrone sagde pænt nej tak - han ville ikke tvinge sine skuespillere til at optræde i et krigsførende land, som det blev udtrykt.

Det var derfor op til hver enkelt skuespiller om man ville drage til Berlin - og det ville Bodil Ipsen. Hun læste i februar 1940 op fra H.C. Andersens eventyr på Schiller-Teatret ved en begivenhed, der blev transmitteret af den tyske statsradio.

Dansk-Tysk Forening

Nu kunne man tro, at Tysklands besættelse af Danmark den 9. april 1940 satte en stopper for den dansk-tyske kulturudveksling, men det var ikke tilfældet.

En kreds af kulturpersonligheder stiftede - på initiativ af generalkonsul Marinus L. Yde - Dansk-Tysk Forening, hvis formål var at fremme forståelse mellem Danmark og Tyskland gennem kulturudveksling.

I bestyrelsen for foreningen sad i i begyndelsen Bodil Ipsen, Cai Hegermann-Lindecrone, Københavns overborgmester Viggo Christensen. nationalbankdirektør C.V. Bramsnæs, dramatikeren Svend Borberg, justitsminister Thune Jacobsen og generelkonsul Marinus Yde.

I forbindelse med sine gæstespil i Berlin og deltagelse i tyske kultur-begivenheder i Danmark, lagde Bodil Ipsen ikke skjul på sin sympati for Det Tredje Rige, men da sandheden om nazi-regimet og dets ugerninger gik op for hende i løbet af 1940, meldte hun - og andre - sig ud af Dansk-Tysk Forening.

Meget forandredes

Det skete den 29. december 1940 og den populære danske skuespiller begrundede sin udmeldelse med at hun ikke, som tingene havde udviklet sig, ikke længere kunne være til nytte i foreningen.

Dansk-Tysk Forening fortsatte dens arbejde støttet af den danske regering og der fandt adskillige kulturudvekslinger sted.

Blandt disse et stort anlagt gæstespil af Heinrich George og hans ensemble i maj 1941, da Schiller-teatret gæstede København med Schillers "Kabale und Liebe".

Men meget var forandret: Kong Christian den 10. meldte afbud til forestillingen, publikum svigter og flere af Det Kongelige Teaters skuespillere boykotter en arrangeret festmiddag. Blandt disse også Bodil Ipsen.

Udover generel viden om Tysklands fremfærd ændrede danskernes holdning til Heinrich George sig også efter at denne medvirkede i flere stort anlagte tyske propaganda-film - blandt andet "Jøden Suss" i 1941.

Danske nazister

Men selvom Bodil Ipsen tog afstand fra nazisternes ugerninger, så havde hun fortsat et tæt samarbejde med flere fremtrædende danske nazi-sympatisører, afslører filmmagasinet Ekko.

Det drejede sig blandt andet om fotografen Alf Schnéevoigt, som hun arbejdede sammen med omkring sin instruktør-debut med filmen "Afsporet". Schnéevoigt blev efter krigen dødsdømt for drabet på en modstandsmænd, men straffen blev siden ændret til livsvarigt fængsel. ASA-filmstudiet og dets ledelse var bekendt med fotografens virke som SS-mand.

Om Bodil Ipsen har været klar over det, det er ikke dokumenteret, men hun kunne ikke have været i tvivl om fotografen Valdemar Christensens sympatier - fotografen bar altid et lille hagekors-emblem i reverset. Bodil Ipsen arbejdede tæt sammen med Valdemar Christensen omkring fire af de film hun instruerede for Nordisk Film.

Det var med mildt sagt blandede følelser, at medarbejderne ved Nordisk Film arbejdede sammen med Valdemar Christensen, men det vurderes, at hun ikke havde noget valg - og Nordisk Film vovede ikke under besættelsen at fyre den danske nazist. Dette skete umiddelbart efter Befrielsen i 1945, hvor der mange steder i samfundet fandt en udrensning sted.

Ipsen i søgelyset

I sommeren 1945 kom også Bodil Ipsens forhold til Tyskland i begyndelsen af Anden Verdenskrig til offentlig debat.

Det skete blandt andet via et læserbrev i dagbladet Information, der langer ud efter Bodil Ipsen. Blandt andet kritiseres hendes medlemskab af Dansk-Tysk Forening og skribenten mener, at Bodil Ipsen kun slap for videre tiltale, fordi hun var kendt og populær blandt befolkningen. En anden knap så kendt skuespiller - Poul Rohde - blev efter krigen idømt tre års fængsel for at have læst tysk propaganda højt i radioen.

Diskussionen om Bodil Ipsens mulige sympati for nazisterne betød, at publikum udeblev da hun i sensommeren 1945 indledte en landsdækkende oplæsningsturné i Svendborg. Samme mønster så ud til at ville gentage sig i Jylland, hvorfor hun valgte at aflyse hele turnéen.

Manden til undsætning

For at få lukket debatten omkring skuespillerens sindelag, kom hendes mand - journalisten Einar Black hende til undsætning. Han, der var kendt for sine meget markante anti-nazistiske holdninger, understregede i et avisindlæg, at han ikke havde været gift med Bodil Ipsen, hvis hun havde de nazistiske sympatier, som der blev antydet.

Og dermed standsede al yderligere diskussion omkring den store danske skuespiller, der som sin første film efter krigen instruerede "De Røde Enge".

En film, der handler om den danske modstandskamp mod den tyske besættelsesmagt.

Selv udtalte Bodil Ipsen, der døde i 1964, sig aldrig om sit forhold til Tyskland og nazismen.

_________________________________________________

Kilde til denne artikel er blandt andet Filmmagasinet Ekko