Kendis-mæglere dropper Nybolig
Hanne Nørrisgaard og Peter Norvig, der har stået for salg af boligprojekter, starter op for sig selv.
Nybolig må vinke farvel til to af deres mere driftige mæglere, da mæglerparret Hanne Nørrisgaard og Peter Norvig har valgt at forlade ejendomsmæglerkæden for at starte deres egen forretning.
De to ejendomsmæglere, der danner par privat, har efter eget udsagn solgt flere nybyggede boliger og boligprojekter, end nogen anden ejendomsmægler har gjort det i løbet af de seneste år.
Betyder kun lidt
Hos Nybolig vil man ikke gå i dybden omkring, hvor længe beslutningen har været undervejs, men pressekoordinator Jesper Elle vil dog gerne uddybe, hvad afskeden med de to mæglere vil betyde for Nybolig.
"Vi har en masse andre mæglere, der opererer i samme område, så det vil have en meget lille betydning for os, at de ikke længere er en del af Nybolig," siger Jesper Elle.
Kendismæglere
Peter Norvig og Hanne Nørrisgaard er sammen med Jan Fog en af de mest kendte ejendomsmæglere i Danmark.
I over ti år var Peter Norvig del af bestyrelsen i Parken A/S, og dermed en del af kredsen om Don Ø, der er tidligere bestyrelsesformand for Parken.