Behring Breivik lod de yngste leve
Anders Behring Breivik udlod at skyde flere børn på Utøya, men det var ikke pga. moral.
Anders Behring Breivik gik forbi flere børn under sine bersærkergang på øen Utøya den 22. juli, hvor han skød og dræbte 69 personer.
Men når den 32-årige nordmand skånede de alleryngste blandt de mange unge mennesker, der var samlet på øen til det norske Arbeiderpartiets sommerlejr, var det ikke pga. moral. De yngste ofre for massakren var 14 år.
Det fortæller den terrorsigtedes forsvarsadvokat, Geir Lippestad, til Dagbladet.
Ingen grund til at dræbe dem
"Han har forklaret, at han gik forbi de mindste børn, fordi han så, at de var meget unge. Jeg tror ikke det har noget med moral at gøre, men at de ikke var blevet gamle nok til, at de var blevet indoktrineret af Arbeiderpartiet," siger Geir Lippestad.
"Derfor var der ingen grund til at tage livet af de mindste børn," siger Lippestad.
Forsvarsadvokaten ser det dog ikke som en formidlende omstændighed, når straffesagen mod Anders Behring Breivik kommer for retten.
Ammunitionslager
Politiadvokat Pål-Fredrik Hjort Kraby har tidligere fortalt, at den 32-årige nordmand havde meget ammunition på sig, da han blev anholdt på Utøya godt 40 km. nordvest for Oslo.
Til det siger forsvarsadvokat Geir Lippestad, at det er korrekt, men ammunitionen lå et andet sted på Utøya, end der hvor politiet anholdt hans klient.
"Han har sagt i et forhør, at han var mere eller mindre løbet tør for ammunition, der hvor han stod, da politiet dukkede op. Han valgte at overgive sig uden kamp," siger Geir Lippestad.