Historien om bolle-å

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Bolle-å's historie er lang og trang og skriver sig helt tilbage til 1300-tallet. Selv placeringen i alfabetet voldte problemer. Nu er debatten om det uglesete bogstav atter oppe at vende, når det drejer sig om, hvordan bynavnet Århus skal skrives.

I gamle skrifter har der været flere måder, at angive den o-agtige å-lyd, f. eks. a med en streg over (â), en accent (á), en halvbue (ã) eller en circumflex (â). Også muligheden for at sammenskrive a+o har været fremme (ao).

Oprindelsen til bolle-å var et a med bollen efter (aº), senere kom bollen op over a'et. I 1300-tallet blev det også almindeligt at skrive dobbeltbogstaver, som huus og aar, for at markere den lange vokal.

Men for udlændinge gav det dobbelte a et udtalemæssigt problem, da man ikke vidste om Aarhus skule udtales [o'rhus] eller [a'rhus]. Det var en af grundene til at Aabenraa på tysk kom til at hedde Apenrade.

I svensk er å-tegnet kendt i håndskrift fra 1400-tallet og i bogtryk fra 1526, hvor bogtrykker Jørgen Reichoff bruger bogstavet i ”Thet Nyia Testamentit”. Denne svenske skrivemåde smitter så småt af i Danmark, så man i et dansk folkevisehåndskrift fra 1555-59 af Steen Bille kan se bogstavet å anvendt. Men nogen egentlig udbredelse i dansk blev det ikke til.

Ubekvemt at trykke

Det bliver den århusianske sprogforsker Jens Pedersen Høysgaard (1698-1773), der i 1743 som den første anbefaler brugen af å: »...aa, som en dòpelt figûr, er saa ubeqvæm at trykke accenterne over, at den helst burde skrives å paa den Svenske maade«, skriver han. Dette giver i de følgende år anledning til diskussioner i litterære kredse om brugen af å. Men det blev ved snakken.

På et nordisk retskrivningsmøde i Stockholm 1869 anbefales det at indføre å for aa i Danmark og Norge. Herefter laver den danske sprog- og folkemindeforsker Svend Grundtvig (1824-1883) i 1870 ”Dansk retskrivningsordbog”, hvor han bruger å og placerer det på tredjesidste plads i alfabetet mellem y og æ.

Men enighed herom var der stadig ikke. Så i 1872 udgives retskrivningsordbogen ”Dansk Haandordbog”, der med Kulturministeriets anbefaling atter går over til aa. I de følgende år brugtes å i højskolekredse (f.eks. i ”Sangbog for den danske Folkehöjskole” fra 1918), men ikke af skønlitterære forfattere. Debatten bølgede fortsat om aa eller å i nogle år.

Den endelige vedtagelse

Først 22/3 1948 blev det endeligt vedtaget af Rigsdagen, at å skulle indføres i de danske retskrivningsregler. En opgørelse året efter - i 1949 - viste imidlertid, at kun 14 af landets 138 dagblade var gået over til brugen af å.

Retskrivningsreglen fik følgende ordlyd:

§ 2. I stedet for aa skrives å; denne bestemmelse gælder kun sprogets almindelige ord og nordiske stednavne: år 1948, påanke, stå; Århus, Grenå, Umeå, Åbo, Ålesund, Saar, Maastricht. Skrivemåden af personnavne berøres ikke af denne bestemmelse. Å-tegnets plads bliver den sidste i alfabetet.

Læg mærke til, at Århus her var nævnt som eksempel med Å i retskrivningsreglen.

Men hermed var diskussionen ikke slut: Skulle Aabenraa nu pludselig ændre sit navn til Åbenrå? Der blev derfor senere samme år givet valgfrihed med brugen af aa og å i stednavne.

Og så var der diskussionen om, hvor i alfabetet å/aa skulle stå: I begyndelsen eller i slutningen? I Sverige havde man altid haft å på tredjesidste plads altså å, ä, ö - og dér står det stadig - til forvirring for brugere af svenske ordbøger.

Fra første- til sidsteplads

I 1952 bestemte ministeriet, at å skulle stå forrest i alfabetet - hvilket mange kan forvisse sig om, ved at slå op i ordbøger fra dengang. Men med ”Retskrivningsordbogen” fra 1955 blev det famøse danske bogstav å forvist til sidstepladsen - som vi kender det i dag, altså æ, ø, å som i Norge.

Navnet på Århus har skiftet en del gennem århundreder. Fra midten af 1000-tallet er der fundet mønter, på den ene side præget med bynavnet Arosei, slået af Magnus den Gode. Hos Saxo kaldtes byen Arosia. Op gennem historien har bynavnet endvidere været skrevet Arhusa, Arusa, Harusa, Arusia, Arus, Arosia, Aros, Arhusia, Archusia, Arhusium, Arhus, Arusen, Arhusin, Aars, Aarss, Arsz, Oross og Aarhus, Aros og Aars.

Kært barn har mange navn.

I byens privilegiebrev fra 1441 blev den kaldt Aarss. Efter reformationen dukkede bynavnet op som Aarhus, Aarhuss og Aarhuus.

Som følge af Undervisningsministeriets bekendtgørelse i 1948, vedtog Århus byråd så 9/9 1948, at byens navn i fremtiden skulle skrives med bolle-å: Århus.

Og sådan blev det. Men måske er historien endnu ikke skrevet færdig …