Fortsæt til indhold
Livsstil

Farven fortæller, hvem du er

Farvecoach: Personlighed og farvesmag hænger sammen. Og din favoritfarve kan ændre sig.

Er du virkelig glad for din røde sofa? Og hvad med yndlingssweateren - er den også rød? Hvis du har hang til især en farve frem for andre, fortæller det mere om din personlighed, end du umiddelbart tror.

Farver og personlighed hænger sammen. Det tøj, man klæder sig i, og de farver, man omgiver sig med i boligen fortæller nemlig, hvilken slags personlighed, du har. Det fortæller Lene Bjerregaard, der er farvepsykolog og farvecoach.

"Vi spejler os i alt, vi omgiver os med. Det siger noget om, hvem vi er. Ekspressive mennesker klæder sig i stærke farver og stille mennesker klæder sig i mere afdæmpede nuancer," siger hun.

Yndlingsfarven kan skifte

Selvom grøn måske er din favoritfarve nu, skal du ikke regne med, at den også er det om 10 år. Yndlingsfarven kan nemlig ændre sig i takt med, at der sker nogle store forandringer i dit liv.

"Som personer udvikler vi os. Når personligheden udvikler sig, kan det være på grund af en ny livssituation som for eksempel familieforøgelse. Derfor kan vores smag i farver også skifte, når vi bliver stimuleret forskelligt," forklarer Lene Bjerregaard.

Farverne i hjemmet siger mere om din personlighed end for eksempel farven på din bil. Hvis man køber en brugt bil, kan farven være bestemt på forhånd.

Brug for alle farver

Hvis man har blå som yndlingsfarve, betyder det ikke, at indretningen i huset og hele garderoben skal være blå. Lene Bjerregaard, der har firmaet LB-Colour Consult, fortæller, at hele farvepaletten har indvirkning på os:

"Når man har en bestemt farve personlighed, betyder det ikke, at man kun har behov for en farve. Vi har brug for alle farver, så vi kan blive stimuleret både fysisk og psykisk. Farver fremkalder forskellige reaktioner - nogle elsker man og kan blive fascineret af. Og andre kan man slet ikke holde ud."

Lene Bjerregaard fortæller videre, at en person, der går i tøj med stærke farver, hurtigt vil tiltrække sig opmærksomhed. Hvorimod en person, der klæder sig i neutrale farver som grå, sort, brun og mørkeblå, har lettere ved at gemme sig og undgå at blive lagt mærke til.

LÆS MERE OM FARVER OG PERSONLIGHED HER: www.lb-colourconsult.dk

Læs også: Sæt kulør på hoveddøren