Fortsæt til indhold
Politik

Rævekager med bitter eftersmag

Politikere nærmest kupper sig til magten i kølvandet på valget, men det kan koste dem i det lange løb, vurderer ekspert.

Klaus Bondam og hans åndsfæller føler sig måske som vindere lige nu, men deres tillidsbrud kan komme til at koste dyrt senere.

Det vurderer seniorforsker Ulf Hjelmar fra Anvendt KommunalForskning.

Politikerne har ellers været flittige til at indgå kreative og overraskende konstitueringsaftaler, de såkaldte ”rævekager”, i jagten på magten efter sidste uges valg.

Friskbagte rævekager

Kerteminde Kommune fik mandag en ny borgmester, da Sonja Rasmussen øjnede en chance, forlod Socialdemokraternes gruppe og dermed kostede Palle Hansborg-Sørensen (S) topposten.

I Glostrup raser SF og Socialdemokraterne, efter Charlotte Brangstrup blev valgt ind for SF, men gik mod partilinjen og støttede op om John Engelhardt (V) som borgmester – en aftale, hun i weekenden indrømmede at have indgået allerede før valget.

Og i det nok mest omtalte eksempel på en lusket valgaftale fik Klaus Bondam (R) sikret sit parti en borgmesterpost i Københavns Kommune med støtte fra Dansk Folkeparti, som han var gået til valg med løfte om at holde uden for indflydelse.

Ikke glemt næste gang

”Jeg tror at et tilfælde som Klaus Bondams aftale, der forarger mange og berører vælgerne, er ikke glemt om fire år,” siger Ulf Hjelmar.

Ud over svækket tillid fra vælgerne får aftalerne også indflydelse på samarbejdet i den nyvalgte kommunalbestyrelse, hvor synderen og de svigtede sidder sammen.

Ulf Hjelmar henviser blandt andet til Greve Kommune, hvor der ved sidste valg var dramatik omkring Brigitte Jerkel, der blev valgt for Venstre men skiftede til de konservative.

”Der har det vist sig, at det fik stor betydning for samarbejdet i byrådet. Man har ikke set den konsensus og brede samarbejdsform i Greve, som man typisk ser i andre kommuner. Det er et eksempel på, at ”rævekagerne” kan skabe blokpoltik og manglende samarbejde,” mener Ulf Hjelmar.

Læs også: Her var der rævekager

Læs også: Hvad var den værste rævekage?