Håndbold: Mia Hundvin gravid
Nyoprykkerne fra Aalborg DH gjorde lidt af et scoop, da klubben forud for denne sæson sikrede sig en to-årig kontrakt med den norske venstrefløj og tidligere Slagelse-spiller Mia Hundvin.
Men Mia Hundvin kom kun til at spille tre ligakampe for nordjyderne, inden det mandag blev offentliggjort, at fløjspilleren er gravid og dermed indstiller alt håndboldspil med øjeblikkelig virkning.
"Profilmæssigt og sportsligt er vi selvfølgelig svækket, men dette er en meget glædelig begivenhed. Dét at få børn er en stor ting, og det er håndbold ikke stort nok til at overskygge," siger sportschef i Aalborg DH, Per Andersen.
Mia Hundvin har fløjet frem og tilbage fra sin bopæl i København til træning i Aalborg, og planen er, at hun fortsat skal have tilknytning til den nordjyske klub.
Sportschefen regner ikke med i første omgang at skulle hente erstatning for Mia Hundvin til venstrefløjen.
/ritzau/