Fortsæt til indhold
Fodbold

Kent Nielsen fyret i Brøndby

20 minutters udstråling i en fodboldkamp er ikke nok, siger bestyrelsesformand Per Bjerregaard. Kent Nielsens afløser venter i kulissen.

Det var næsten til at forudsige: At et af Danmarks fodbold-flagskibe ikke ville kunne holde til at tabe 3-1 til et bundhold på hjemmebane. Og det efter en miserabel start på forårssæsonen med blot ét point.

Derfor valgte bestyrelsen i Brøndby IF i aftes at fyre træner Kent Nielsen.

"Bestyrelsen og direktionen har været samlet her til aften. Undertiden kommer man i en situation, man ikke har lyst til at komme i, og vi har været nødt til at afbryde samarbejdet med Kent Nielsen," siger bestyrelsesformand Per Bjerregaard, som kalder Kent Nielsen "en dygtig træner," som man ikke har lyst til at fyre.

Afløseren er på vej

"Der er ikke noget at kritisere på hans indsats, men nogle gange går det sådan, at selv om man er knalddygtig og har de bedste intentioner, så går det galt. Der følte vi, at vi var havnet," forklarer Per Bjerregaard.

Hvorfor er det nu, at du kan se, at det ikke fungerer?

"Det er hele holdets udstråling. Mod Køge var troen der i 20 minutter, men det er altså ikke nok, når man spiller 90," svarer Per Bjerregaard, som afviser selv at have del i ansvaret for den seneste udvikling i klubben.

Det er uvist, hvem der overtager ledelsen af førsteholdet, og på klubbens hjemmeside skriver man, at man først har mere information fredag.

Men spn.dk erfarer, at Brøndby er meget tæt på at have afløseren for Kent Nielsen klar.

"Vi har ikke en afløser lige nu, men det har vi nok om et par timer," siger Per Bjerregaard til spn.dk.

Kent Nielsen: Held og lykke

Kent Nielsen havde ikke mange kommentarer efter fyringen, men sagde dog til tv-kanalen 9, at han "har været glad for at være i klubben og ønsker den og spillerne alt mulig held og lykke fremover."

Bestyrelsen blev hasteindkaldt, da det stod klart, at opgøret på Brøndby Stadion ville ende med endnu et nederlag. Og da bestyrelsesmedlemmerne ankom til stadion, kunne de opleve hundreder af vrede Brøndby-tilhængere stå uden for stadion og råbe på Kent Nielsens fyring.

Brøndbys sponsorer blev ifølge tipsbladet.dk tilbageholdt i foyeren. Sikkerhedspersonalet turde ikke lukke dem ud, da en stor flok vrede fans prøvede at trænge ind i foyeren.

Hån og latter fra egne fans

Inden fyringen havde havde Brøndby-tilhængerne ubønhørligt og nådesløst hånet, grinet ad og latterliggjort både træner Kent Nielsen og spillerne.

Det skete fra det syvende minut af kampen mellem Brøndby IF og HB Køge, som superligaens nummer sjok vandt med 3-1.Det pinlige nederlag til HB Køge hviler oven på syv kampe uden en sejr, og en mandagskamp, hvor Brøndby IF reddede uafgjort mod Randers FC's 10 spillere.

Brøndby IF har i dette forår kun fået ét point, selv om holdet har spillet hjemmekampe mod Sønderjyske, Randers FC og torsdag aften HB Køge, der for første gang i sæsonen scorede tre mål i en superligakamp. Kun en gang tidligere havde udeholdet formået at lave to mål, da holdet gæstede Esbjerg Stadion i september.

Det var blot ny energi til Brøndby-tilhængernes ganer. Deres råb fik til tider én til at tro, at de simpelthen hadede deres egne spillere og træneren, når de ikke havde travlt med at latterliggøre dem. Stemningen på fodbold-katedralen på den københavnske vestegn var så sur og tvær, at ingen klub ville kunne undlade at handle.

Slet ikke Brøndby IF. For en klub med så store ambitioner og stolt selvforståelse kan dårligt acceptere, at krisen med gårsdagens nederlag udviklede sig fra at være kritisk til at blive pinlig. Brøndby IF’s egne tilhængere grinede eller råbte ad spillere, træner og bestyrelsesformand Per Bjerregaard.

Krise efter seks minutter

Allerede fra kampens sjette minut lignede det igen en af de mørke aftener uden lyspunkter for Brøndby IF. Et hjørnespark blev sparket langt ud på kanten af straffesparksfeltet, og derfra var man vidne til et lille stykke superligahistorie.

Michael Laudrups søn Mads Laudrup fik af ubegribelige årsager tid til at tæmme bolden og sparke den fladt under landsholdsmålmand Stephan Andersen, der havde reddet skuddet, hvis han havde haft en gennemsnitlig dag i målet. Det var det første superligamål af en af Michael Laudrups sønner. Den anden, Andreas Laudrup, spiller i FC Nordsjælland.

Derfra modtog Brøndby IF’s spillere i 1. halvleg en stor verbal henrettelse af deres tilhængere.

"Nielsen raus"

»Nielsen raus,« gjaldede det konstant ned mod en passiv Kent Nielsen på Brøndby IF’s bænk. På et tidspunkt midt i halvlegen begyndte Faxe-tribunen at råbe på gamle Brøndby-spillere. Bomber-Bo, Per Nielsen, Thomas Kahlenberg og endda Auri Skarbalius blev der råbt på. Jo, galgenhumoren havde også gode vilkår torsdag aften i Brøndby.

HB Køge-træneren Auri ignorerede hyldesten mod ham og dirigerede ivrigt videre med sine spillere, som kæmpede for at holde den 2-0 føring, som Kenneth Sørensen havde skabt, da han ligesom Mads Laudrup scorede efter et skud fra kanten af straffesparksfeltet efter et hjørnespark.

Efterskriftet om Kent Nielsens tid i Brøndby IF var allerede begyndt i pausen, men da 2. halvleg blev fløjtet i gang, gjorde de blå-gule spillere et sidste forsøg på at redde deres cheftræners arbejde. Tempoet blev sat flere gear i vejret, og chancerne væltede ind over Lars Bjerring i HB Køge-målet.

Et lille glimt af håb

Den knotne stemning blev afløst af optimistisk opbakning til Brøndby-spillerne. Især da Samuel Holmén reducerede til 1-2. Pludselig var der opfindsomme løbemønstre og energi at spore i Brøndby-spillerne. Som havde de accepteret, at der ikke var noget at tabe.

En overgang sad man med fornemmelsen af, at Brøndby IF helt sikkert ville udligne og måske endda vinde kampen, men så fandt HB Køges spillere sig selv en smule, og det vilde pres aftog. Udvandringen fra tribunerne skete i ro, da Mark Leth Pedersen scorede til 3-1.

Han afgjorde ikke blot kampen og dermed også Kent Nielsens tid i Brøndby IF.