Fortsæt til indhold
Cykling

Seksdagesvinder håber på VM-plads i London

Vinderen af det københavnske seksdagesløb håber på at kunne køre en VM-billet i hus fredag i London.

Ritzau

Den danske halvdel af vinderparret ved det københavnske seksdagesløb, Marc Hester, kan sikre sig en VM-plads, når han senere fredag kører pointløb ved den igangværende World Cup i banecykling i London.

Det er første gang i meget lang tid, at Marc Hester optræder i dansk trikot, efter han de seneste år har satset udelukkende på seksdagesløb og landevej.

- Jeg har selv spurgt, om det kunne lade sig gøre, fordi jeg synes, at det går rigtig godt. Jeg kunne godt tænke mig at køre VM i pointløb, scratch eller parløb.

- Efter jeg blev Danmarksmester (scratch), har jeg følt, at jeg kunne tillade mig at spørge om det. Det har de heldigvis set positivt på, og det er jeg rigtig, rigtig glad for, siger Marc Hester.

Reddede stolthed

Danskeren, som for nylig vandt seksdagesløbet sammen med belgiske Iljo Keisse, kan således redde den nationale stolthed, efter 4000-meter-holdet skuffede med en 10.-plads i kvalifikationen torsdag aften.

Men Hester har kniven for struben allerede i sit comeback på landsholdet. Han skal præstere helt i top og vise et potentiale til VM-medaljer, hvis Danmarks Cykle Union (DCU) skal sende ham til mesterskaberne i Australien om halvanden måned.

- Jeg håber at kunne køre i top-6 ved World Cuppen. Det vil være succeskriteriet for mig.

- Det er ikke gratis at tage til Australien, og jeg har en landevejssæson at forberede mig til, hvis ikke jeg føler, at jeg kan blive klar og være med, siger Marc Hester.

Han skal køre kvalifikation fredag eftermiddag, og hvis han klarer kravet til finalen, skal han køre igen allerede fredag aften.

- Jeg er meget nervøs for kvalifikationen om morgenen, og hvordan jeg skal gribe den an. Der er ikke andet for end at give fuld gas, men det vil man også helst undgå, så man er klar om aftenen, siger Marc Hester.

26-årige Marc Hester var en kort periode med i den oprindelige banesatsning med blandt andre Alex Rasmussen og Michael Mørkøv, som senere vandt VM-guld og OL-sølv.