Fortsæt til indhold
Sport

Motorsport: Store forventninger til ny motorbane

Forventningerne til Padborg Park er enorme. Både de to- og de firehjulede motorsportsfolk taler om en helt ny verden. Video: Kronprins Frederik dyster mod prins Joachim writeLinks("edl_6908", "FORSIDE");

Af MORTEN CRONE SEJERSBØL

Han måtte lige knibe sig en gang i armen.

Formanden for Dansk Automobil Sports Union (DASU), Carl Christian Hansen, kunne knapt fatte, at det var sandt, da han lørdag stod på Padborg Parks nylagte asfalt og overværede Kronprins Frederik klippe snoren over til en splinterny motorbane. Men den var god nok.

»Jeg følte mig som Jeppe i baronens seng. Dette her er et tigerspring for motorsporten i Danmark. Det er det største, der er sket siden Roskilde-Ringen åbnede for 50 år siden,« sagde en begejstret automobilformand, da de første par opvisningsomgange var blevet kørt og de nye banerekorder sat.

Og han var ikke den eneste begejstrede den lørdag i Padborg. Alle motorsportens høje herrer, en række af dens bedste udøvere og kongehusets fremmeste fartspecialister var til stede, og fra alle sider blev der uddelt roser og tænkt drømmende tanker om banens betydning for fremtidens motorsport i Danmark.

»Om kort tid vil man kunne kalde det for Danmarks nationale motorsportscentrum. Det er jeg sikker på. Der vil komme flere løb i Danmark, og kørerne behøver ikke længere tage til udlandet for at træne. Banen er længere end Jyllands-Ringen, og kørerne kan lære mere her,« sagde Carl Christian Hansen.

Motorbane som nabo

For bare syv måneder siden var der ikke meget, der tydede på, at Kruså-Padborg Flyveplads i nær fremtid skulle få en motorbane som nærmeste nabo. På grund af perfekte jordbundsforhold og en effektiv organisation lykkedes det imidlertid at få anlagt Danmarks største og - ifølge eksperterne - bedste motorsportsbane på rekordtid.

Ejerne og direktørerne af Padborg Park, Henrik Jansen, der driver Roskilde Racing Center og Jens Enemark, der tidligere stod for Als Go Kart-bane og selv har deltaget i DTC-mesterskabet, har kastet et uoplyst tocifret millionbeløb i projektet, der i anlægssum alene er løbet op i 12 millioner kroner.

Første gang den nye asfalt for alvor skal stå sin prøve i selskab med Danmarks bedste racerkørere, bliver når DTC-feltet den 21. og 22. juni gæster det sønderjyske og for første gang kører på andre baner end Jyllands-Ringen og Ring Djursland.

Svært at overhale

»Det er en helt ny verden, hver gang der kommer en ny bane. Det har jo været de samme kørere, der hver gang har kørt på de samme baner, så alle kender dem ud og ind. Den nye bane virker god, men en anelse smal, så det bliver nok svært at overhale. Men det må vi jo tage som en udfordring,« sagde Henrik Lundgaard, der har været med til at teste Padborg Park og samlet ligger nummer tre i DTC-serien.

Forventningerne til Padborg Park handler dog om andet og mere end blot elitens flere udfoldelsesmuligheder. Med det nye anlæg vil sønderjyderne - og tyskerne for den sags skyld - få lettere adgang til et sted, hvor de lovligt kan træde sømmet i bund og brænde dækkene af, og det håber Carl Christian Hansen, vil øge tilgangen til motorsporten.

»Vi har fået en vis mediebevågenhed i motorsporten efter John Nielsen og Tom Kristensens Le Mans-sejre. Det skal vi fortsat udnytte, og med Padborg Park håber jeg, at børn og unge fra området vil prøve for eksempel at køre go-kart, for det er derfra, vi får talentmassen. Alle byer har en fodboldbane eller en sportshal, men man skal køre langt for at komme til en motorbane. Nu er der så kommet en til Sønderjylland," sagde formanden for Dansk Automobil Sports Union.

Med sine 2150 meter overhaler Padborg Park Jyllands-Ringen som landets længste motorbane, og skal man tro eksperterne, kan de mange nye meter blive en vital benzinindsprøjtning for både de fire- og de tohjulede.

»Vi er ikke forvendte med gode forhold, men vores forventninger er vældig store til Padborg Park. Vi er meget imponerede over forholdene hernede, og dette her er med til at gøre motorsportsåret 2003 til et meget interessant år,« sagde Henrik Nørgaard, som er formand for Danmarks Motor Union, der repræsenterer de tohjulede motorsporsklasser.

Og for road race-kørerne er det ikke blot den nye bane, der gør året spændende. I forbindelse med åbningen af den nye bane trådte det nystiftede Danish Roadracing Team frem i offentligheden og præsenterede et ambitiøst projekt, der i løbet to år skal bane vejen for en dansk europamester. Tre af de bedste danske kørere, Michael Selmar, Nicolai Sørensen og Kenni Aggerholm, er blevet tilknyttet teamet, der ledes af landstræner Chris Jensen og økonomisk støttes af Danmarks Motor Union og Team Danmark.

Gigantisk tourbus

Det har blandt andet givet mulighed for at købe en gigantisk tourbus, der skal fragte kørere, teknikere og isenkram rundt i Europa og dermed give kørerne de mest optimale forhold, der endnu er set i dansk Road Racing.

»Det er et helt unikt projekt inden for dansk motorsport. Kørerne bliver gearet som aldrig før, og bussen skal være med til at give kørerne en helt ny form for team spirit,« sagde Bent Andersen, næstformand i Danmarks Motor Union og formand for eliteudvalget, da han præsenterede projektet i forteltet til den enorme bus.

Swingjazz

Som i en helt anden verden, bare 10 skridt fra den toptunede road racing-stand, holdt en række ældre biler parkeret. Flere af deltagerne fra motorsportens historiske klasse fra 1972-1976 var nemlig også blandt deltagerne ved den storstilede åbning, men troede man, at ambitionsniveauet og seriøsiteten var mindre end hos Danish Roadracing Team blot på grund af de færre og ældre hestekræfter, kunne man godt tro om igen.

I hvert fald hvis man spørger Lisbet Gaarde, der havde taget plads bag sin rolator ved siden af sin mands Albine Renault fra 1974.

»I mit næste liv vil jeg være bil,« grinede Lisbet Gaarde med henvisning til sin mands kærlighed til bilen og den tid, han bruger på den.

Kort forinden havde hendes mand, Jørgen Gaarde, været en tur rundt på banen i den blå Renault i selskab med både Kronprins Frederik og Prins Joakim, og til lyden af swingjazz fra et fem mand stort orkester viste den kommende konge, at han ikke helt har glemt fordums fartglæde.

Selv om lillebror som regel selv deltager i den historiske klasse i sin cremefarvede Lotus Cortina fra 1965, var det nemlig storebror, der præsterede de bedste omgangstider. Måske fordi han ikke kørte i sin egen bil, men i en lånt, sort model af samme mærke som Joakims, som han i dagens anledning havde fået udleveret racercertifikat til.

Kronprinsens bedste omgangstid var 1.29,98 for de 2150 meter, men den vil med sikkerhed blive overgået flere gange, hvis de rosende ord og forventningerne til Padborg Park bare nogenlunde vil blive til virkelighed.

morten.sejersboel@jp.dk