Fortsæt til indhold
Rejser

Japansk opfindelse opdeler armlænet i flyet

Flypassagerers magtkampe om armlænet hører måske snart fortiden til. Opfindsomme japanere sender nyt produkt på markedet efter nytår.

Oliver Batchelor

Fornærmede flypassagerer med armene presset afmægtigt mod kroppen, mens sidemanden sænker skuldrene og løsner slipset, kan der måske blive færre af i fremtiden.

Det japanske firma bag et nyt bekvemmeligheds-produkt hævder endda, at dets opfindelse kan være med til at skabe venskaber på flyrejsen, eftersom begge bejlere til armlænet mellem sæderne får en flade at hvile armen på.

Soarigami hedder den revolutionerende plasticopdeler, som efter planen bliver udbudt til salg for omkring 180 kr. kort efter nytår.

Læser du med fra mobilen? Se endnu et foto af opfindelsen her

Armlænsdeleren er designet, så den ligner et papirfly, der er foldet af en airmailkonvolut.

Fjendtlige albuer bliver jævnligt nævnt som et af de største irritationsmomenter, når flypassagerer bliver stuvet sammen i en flykabine. Men måske kan Soarigami hjælpe på humøret, lyder det fra firmaets medstifter Grace Chang.

”Vi forventer ganske vist, at nogle passagerer får problemer med at dele. Men vi tror også på, at vores opfindelse vil give anledning til mange gode samtaler. Begge brugere får en halvdel hver, hvor andre produkter har en vinder og en taber,” siger hun.

Udsigten til succes kan tegne mere lys end for et andet bekvemmeligheds-produkt, Knee Defender, der forhindrer, at passageren i sædet foran skubber sit ryglæn tilbage. I august var Knee Defender nemlig årsag til et slagsmål mellem to passagerer, mens et fly var i luften.

Soarigami er en sammenskrivning af de japanske ord for henholdsvis ”himmel” – sora – og ”yndefuld” – gami. Armlænsdeleren er designet, så den ligner et papirfly, der er foldet af en airmailkonvolut.

En fremtidig ”jetset”-version af deleren, som de japanske opfindere har på tegnebrættet, skal desuden kunne bruges som etui til en iPad eller en telefon, når den ikke er i brug i flykabinen.