Advokaters talegaver i Højesteret

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

»Når man vil lave æg, kan man ikke undgå at slå en omelet i stykker«. Fortalelsen faldt for nylig, da en advokat procederede sin klients sag i Højesteret. Advokaten er en særdeles dygtig procedør, som det altid er en fornøjelse at høre på. Han var så koncentreret om sin procedure, at han ikke hørte, at han fik byttet rundt på æg og omelet. Det hørte til gengæld de syv dommere, men det lod de sig ikke mærke med. Som andre meget dygtige procedører evnede advokaten at forankre sine juridiske argumenter i dagligdagens virkelighed på en måde, der var let at forstå, og som virkede både fornuftig og rimelig.

Vi er nogle af Højesterets dommere, der jævnligt minder hinanden om, at hvis man ikke kan forklare en sag for sin gamle mor på fem minutter, så har man endnu ikke forstået sagen til bunds. For mange af os er vores gamle mor død for en del år siden, men der er alligevel megen sandhed i ordene. Og det er netop denne sandhed, den dygtige advokat forstår at leve op til. Advokaternes procedure tager som regel en time eller mere, men kernen i sagen kan den dygtige advokat sammenfatte på få minutter.

Den dårlige advokat fortaber sig derimod i sagens mange detaljer uden at skelne mellem stort og småt. Det, der skulle være et frit mundtligt foredrag, bliver til højtlæsning af manuskript, dokumenter og juridiske paragraffer. For dommerne er den slags ikke til megen hjælp.

En af de advokater, der jævnligt møder for Højesteret, har det med at gentage de samme vendinger gang på gang. I en sag besluttede jeg mig for at føre bog over gentagelserne. Resultatet blev, at advokaten inden for en lille times tid nåede at bruge vendingerne ”i bund og grund”, ”denne hersens” og ”hvad hedder det nu” henholdsvis 12, 28 og 56 gange. Kønt var det ikke, og der er næppe gået nogen stor folketaler tabt i ham. Men for dommernes stillingtagen til sagen havde det ingen betydning. Når advokaten tabte sin sag, var det ikke på grund af det vakkelvorne sprog, men fordi sagen var for dårlig til, at den kunne vindes.

Selv ikke den mest veltalende advokat kan vinde en dårlig sag. Fra tv og amerikanske film kan man nok få det indtryk, at advokaters talegaver er afgørende for, hvilket resultat dommerne når frem til. Og ikke alene talegaverne, men også advokaternes hittepåsomhed kan gøre udslaget, når en advokat f.eks. pludselig trækker et ukendt vidne ind i retssalen eller tryller et nyt dokument op af hatten.

Sådan foregår det ikke i Danmark og slet ikke i Højesteret, hvor der under domsforhandlingen ikke afhøres vidner. I Højesteret er det kun advokaterne, der taler. Og advokaterne må ikke pludselig komme med nye juridiske argumenter eller oplysninger og dokumenter, som de ikke i god tid inden domsforhandlingen har fremlagt på skrift for modparten og for retten.

Men tilbage er så advokaternes talegaver. Hvad betyder de? Det korte svar er, at talegaverne ingenting betyder. Det drejer sig ikke om at være mester i formfuldendte sætninger, ordsprog og latinske citater. Den slags kan, hvis det doceres i afmålte mængder, være et velkomment kolorit, men det betyder ingenting for dommernes vurdering af sagen. Det drejer sig heller ikke om at svinge med arme og ben, virre med hovedet og blinke med øjnene, sådan som hver anden tv-vært gør i fjernsynet.

Det, det drejer sig om for advokaten, er derimod, at få gravet alle de fakta frem, der støtter hans klients syn på sagen. Og i tillæg hertil drejer det sig for advokaten om at finde de juridiske argumenter, der sammen med fakta kan gøre, at klienten vinder sagen. Men alt dette helt afgørende arbejde er gjort, længe før domsforhandlingen i Højesteret går i gang.

I Højesteret har dommerne før domsforhandlingen læst advokaternes skriftlige redegørelser for, hvordan de ser på sagen, og dommerne har i god tid forinden også fået de dokumenter, som advokaterne vil påberåbe sig. F.eks. dokumenter, der viser, at der er indgået en aftale, eller at der ikke er, at skattevæsenet har fejlvurderet værdien af en ejendom, eller at samme væsen tværtimod har ramt rigtigt, at en virksomhed har snyltet på en anden virksomheds gode navn og rygte, eller at den ikke har osv.

Når først dagen for domsforhandlingen er kommet, er der tilbage for advokaterne alene at præsentere deres sag for Højesterets dommere på en så enkel og overskuelig måde som muligt. At procedere er i virkeligheden først og fremmest en pædagogisk opgave.

Når sagen først er kommet så langt som til Højesterets retssal – efter forinden at have været i landsretten og ofte også i byretten – kan man med god ret sige, at sagen enten vinder eller taber sig selv. En veltalende advokat kan ikke tale en dårlig sag op. Og en dårlig advokat kan kun ved at gøre sig store anstrengelser for virkelig at være dårlig ødelægge en god sag. Det betyder ikke, at advokaterne er ligegyldige. Tværtimod, kan man sige. For det er jo netop advokatens indsats, der er afgørende for, om sagen er blevet belyst og skåret til på den rigtige måde, og for, om de rigtige juridiske argumenter er lagt frem. Men alt dette arbejde ligger længe før domsforhandlingen begynder.

Når den mundtlige procedure alligevel er vigtig, er det, fordi den giver den dygtige advokat mulighed for i et enkelt og let forståeligt sprog at give dommerne et koncentreret, klart og letfatteligt billede af den virkelighed, sagen angår, og af de regler, der gælder for netop denne del af virkeligheden. Så gør det mindre, om advokaten undervejs skulle komme til at bytte rundt på æg og omelet.