Hvem styrer domstolene?

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Højesterets og domstolenes omdømme i befolkningen er særdeles godt. For nylig blev denne gamle nyhed bekræftet af en undersøgelse af offentlige institutioners omdømme. I tidens sportsjargon kunne undersøgelsen fortælle, at Højesteret havde opnået en score på 81,4 og domstolene som helhed 81,0. Det betegnes i undersøgelsen som et »fremragende/højeste niveau«. Kun Folketingets Ombudsmand og Forbrugerombudsmanden var et mulehår bedre. På højeste niveau lå yderligere kun Nationalbanken. I de efterfølgende grupper lå f.eks. Politiet 78,9, Justitsministeriet 60,7, Folketinget 56,8 og Statsministeriet 49,2.

Sidste år viste en undersøgelse, at de danske domstole har europæisk rekord i befolkningens tillid, og at Danmark også ligger i toppen, når det gælder befolkningens vurdering af domstolenes arbejde og evne til at træffe rigtige afgørelser.

Samtidig med at Højesterets og domstolenes omdømme ligger meget højt, er befolkningens nærmere kendskab til domstolene ikke overvældende. Kun hver femte mener, at de kender domstolene godt, mens hver fjerde kun kender domstolene af navn. Mit gæt vil være, at endnu færre kender noget til, hvorledes domstolenes bevillingsmæssige og administrative forhold er ordnet. Herom vil jeg derfor fortælle i det følgende. Emnet er ikke helt så støvet, som det måske lige kan lyde.

Det kan være godt at starte med grundloven. Grundlovens krav til domstolene kan sammenfattes i ét ord: ”Uafhængighed”. Ingen kan give ordrer til en dommer om, hvordan han eller hun skal dømme; hverken folketing, ministre eller journalister. Dommerne får deres løn for kun at rette sig efter loven. For at sikre, at det også sker i praksis, beskytter grundloven dommeren mod at blive afskediget eller forflyttet.

Hvem der i praksis skal varetage de administrative og bevillingsmæssige opgaver, der er knyttet til domstolenes arbejde, siger grundloven ingenting om. I grundlovens første 150 år var det Justitsministeriet, der havde den opgave. For yderligere at sikre domstolenes uafhængighed, blev dette afgørende ændret i 1999, da domstolene ved lov fik deres eget administrative organ, nemlig Domstolsstyrelsen.

Navnet ”Domstolsstyrelsen” er af to grunde misvisende. For det første fordi der ikke er tale om, at Domstolsstyrelsen kan eller skal styre, hvorledes dommerne skal dømme. Domstolsstyrelsen skal alene varetage de bevillingsmæssige og administrative opgaver for domstolene. For det andet er navnet misvisende, fordi der i Danmark findes talrige andre ”styrelser” inden for de forskellige ministerområder.

Fælles for de fleste af disse ”styrelser” er, at der er tale om institutioner, som den pågældende minister har fuldstændig hånd- og halsret over. Ministeren kan give sine styrelser ordrer om stort og småt. Ministeren kan blande sig i hver enkelt sag, og ministeren kan udstede generelle retningslinjer for, hvordan styrelsens sager skal behandles og afgøres.

For Domstolsstyrelsen er det helt anderledes. Justitsministeren er nemlig afskåret fra at give ordrer af nogen art, og ministeren har derfor heller ikke noget retligt ansvar for, hvad Domstolsstyrelsen foretager sig. Domstolsstyrelsen er helt særegen på denne måde. Og det er netop også meningen, da Domstolsstyrelsen er der for at værne domstolenes uafhængighed. Da loven om Domstolsstyrelsen blev gennemført, var der tale om den mest vidtgående selvstændiggørelse af domstolenes administrative og bevillingsmæssige forhold, der var set i Vesteuropa. Siden har andre lande fulgt trop.

For at sikre uafhængigheden ledes Domstolsstyrelsen af en bestyrelse. Bestyrelsen består af i alt 11 medlemmer: En højesteretsdommer, to landsdommere, to byretsdommere og tre andre domstolsansatte. Hertil kommer tre medlemmer uden for kredsen af domstolsansatte, nemlig en advokat og to personer med særlig ledelsesmæssig og samfundsmæssig indsigt. Der er tradition for, at højesteretsdommeren er formand. For tiden har jeg selv den opgave. Domstolsstyrelsens daglige arbejde ledes af en direktør, der er ansat af bestyrelsen.

Som beskrevet sikrer både grundloven og loven om Domstolsstyrelsen domstolenes uafhængighed. I én væsentlig henseende gælder det dog ikke: Domstolene har kun de penge, som lovgivningsmagten hvert år bevilger. Det kan selvsagt heller ikke være anderledes. Man kan jo ikke udstyre domstolene med egen seddelpresse. Men samtidig er det klart, at både hensynet til domstolenes uafhængighed og til, at domstolene skal kunne varetage den dømmende funktion på en ordentlig måde, stiller krav om, at domstolene har de fornødne ressourcer.

Domstolsstyrelsen har derfor også det særlige privilegium, at styrelsen kan fremsende sit budgetforslag direkte til Folketinget, hvis styrelsen ikke finder, at de ressourcer, der er afsat i regeringens finanslovforslag, er tilstrækkelige. I lovens forarbejder blev det anført, at domstolenes særlige stilling som den tredje statsmagt kunne gøre en sådan handlemåde velbegrundet. Hidtil har Domstolsstyrelsen dog ikke fundet det nødvendigt at betræde den vej. Men muligheden er der.

På statsbudgettet fylder domstolene ikke meget. De samlede bevillinger til domstolssystemet er i år på knap 1,8 mia. kr. Til sammenligning er de samlede offentlige udgifter i år på omkring 1,070 mia. kr. Så domstolene koster altså mindre end 2 tusindedele af de samlede udgifter. De danske domstole hører da også til de allerbilligste i Europa. At det alligevel er lykkedes at fastholde det gode omdømme i befolkningen, er vel ikke så ringe endda.