Danmark skal hente kemiske våben i Syrien
Danske fregatter og soldater får central rolle i omfattende mission i Syrien
Fregatter og specialiserede transportfartøjer fra Danmark skal inden længe hente kemiske våben ud af det borgerkrigshærgede Syrien.
Det skal ske med to transportskibe, et såkaldt fleksibelt støtteskib af ABSALON-klassen og en maritim føringstab - i alt ikke under 250 personer.
Danmark skal desuden stille med et særlig beskyttelseshold samt stå for flytransport med et Hercules-fly.
Missionen skal ske i et tæt samarbejde med Norge og FN's Sikkerhedsråd.
Danmark leder maritim operation
Regeringen fremsætter senere i dag beslutningsforslaget i Folketinget, der officielt skal godkende missionen.
Bidraget er en del af en større mission i Syrien ledet af FN og Organisationen mod kemiske våben (OPCW).
Danmark kommer til at stå som leder af den maritime operation, mens Norge vil varetage posten som næstkommanderende.
Forsvarsminister Nicolai Wammen kalder missionen »vigtig«.
»Det, vi siger til FN og OPCW i dag, er, at Danmark er klar til at lede og sikre søtransporten af de kemiske våben væk fra Syrien,« siger Wammen i en skriftlig udtalelse.
Udviklingsminister og fungerende udenrigsminister, Rasmus Helveg Petersen, mener, at missionen kan hjælpe med at sikre en verden uden kemiske våben.
»Vi så selv de forfærdelige konsekvenser i Syrien, da kemiske våben blev brugt i stor stil mod uskyldige civile i august. Og derfor ser vi det også som vores pligt at hjælpe med at få fjernet Syriens kemiske våben,« siger Helveg.
Venstre giver skeptisk ja
Regeringen har opbakning til missionen fra blandt andet Venstre.
Udenrigsordfører Søren Pind taler om et »solidt dansk bidrag,« men advarer mod, at det internationale samfund blot vil nøjes med at fjerne de kemiske våben.
»Jeg vil ikke lægge skjul på, at mission er med til at skygge for den meget alvorlige situation i Syrien med sygdom og store flygtningestrømme. Selvom det isoleret set er en fornuftig ting at fjerne disse kemiske våben, så er der ingen tvivl om, at regeringens politik er med til at legitimere Assad,« siger Søren Pind.
Vi svigtede
Venstre mener fortsat, at regeringen og resten af den vestlige verden burde gøre meget mere for at stoppe krigen.
»Syrien-konflikten kommer til at stå som skam og skændsel for et afgørende øjeblik i det 21. århundrede, hvor den internationale politiske ledelse svigtede. Det er der ingen tvivl om,« siger Søren Pind til Jyllands-Posten.
Enhedslisten er »som udgangspunkt« positivt indstillet overfor et dansk bidrag, men vil først se på alle detaljerne, oplyser Enhedslisten forsvarsordfører Nikolaj Villumsen til Jyllands-Posten.
I Folketinget på tirsdag
Missionen er en del af FN’s Sikkerhedsråds Resolution 2118, der har mandat til at »overvåge destruktionen af Syriens kemiske våbenprogram«.
En endelig godkendelse af missionen sker internationalt på et møde den 17. december, mens Folketinget skal førstebehandle beslutningsforslaget på tirsdag.
Det er en forudsætning, at Folketinget godkender missionen.
Danmark har - ifølge Forsvarsministeriet - ydet mere end 460 mio. kr. i humanitær bistand til krisen i Syrien.
Destination ukendt
Det er endnu ikke oplyst, hvilken havn de danske skibe skal sejle de kemiske våben til, men ifølge OPCW skal skibene med kemiske våben mødes med specialbyggede amerikanske skibe.
»Processen med uskadeliggørelse af stofferne vil foregå om bord på et amerikansk fartøj ude på havet. Et flådefartøj fra USA er for øjeblikket ved at blive bygget om, så der kan foretages hydrolyse om bord,« skriver OPCW i en pressemeddelelse. Hydrolose er den tekniske proces, hvor de kemiske våben nedbrydes.
Der er angiveligt tale om i alt mere end 1000 ton farlige giftstoffer som som sarin og sennepsgas.
Søren Pind vil ikke oplyse om Venstre - som en del af forhandlingerne - har fået oplyst en endelig destination for de danske skibe.
»Det har jeg ingen kommentarer til,« siger han.