Thorning til kinesere: Kom til Danmark
Statsminister Helle Thorning-Schmidt kalder forholdet til Kina for "fremragende".
Statsminister Helle Thorning-Schmidt besøger efter invitation fra den kinesiske regering Kina disse dage.
Statsministeren skal forsøge at styrke forholdet til Kina, så det kan være med til at fremme væksten og beskæftigelsen i Danmark.
I forbindelse med sit besøg i Kina har Helle Thorning-Schmidt udtalt sig til et kinesisk medie om formålet med mødet og forholdet til Kina.
Fremragende forhold
"Jeg synes, at det dansk-kinesiske forhold er fremragende, og nu vil jeg til Kina for at gøre det endnu bedre, fordi jeg mener, at det kan være en fordel for både Kina og Danmark," siger statsministeren til det kinesiske medie Xinhua.
Efter flere års uenigheder indgik Danmark og Kina i 2008 et partnerskab, da Anders Fogh Rasmussen var statsminister.
Det skulle styrke den politiske dialog og øge samarbejdet om bl.a. klima, energi og uddannelse.
Mere end velkomne i Danmark
Nu opfordrer Helle Thorning-Schmidt kineserne til at komme til Danmark.
"Vi er meget gode, når det kommer til vand, vind, ren energi, og fødevareproduktion. Derfor ønsker jeg også at fortælle kineserne, at Danmark er et interessant land at investere i, og at kinesiske virksomheder er mere end velkomne til at forsøge at investere i Danmark."
Beæret over besøg
Det er Thorning-Schmidts første besøg i Kina, siden hun blev statsminister, men i juni var den kinesiske præsident Hu Jintao i Danmark.
"Vi var meget beærede over, at have præsident Hu Jintao på besøg, og vi havde et fremragende møde med ham og mange de kinesiske ministre, som ledsagede ham," siger Danmarks statsminister.
Det var meningen, at statsministeren skulle mødes med Kinas vicepræsident, Xi Jinping, men det møde har vicepræsidenten aflyst.