Politisk åbning på vej for medicinsk cannabis
Et smalt politisk flertal erklærer sig positivt indstillet over for et beslutningsforslag om at lade læger ordinere medicinsk cannabis til udvalgte patientgrupper. Lægeforeningen advarer kraftigt mod forslaget.
I årevis har kræftpatienter, sklerosepatienter og andre alvorligt syge efterspurgt, at smertelindrende såkaldt medicinsk cannabis gøres lovligt, og nu er der ifølge Jyllands-Posten grøde i sagen på Christiansborg.
Et smalt flertal af alle partier undtagen Venstre, De Konservative og Socialdemokraterne erklærer sig forud for fredagens førstebehandling af et beslutningsforslag om legalisering af medicinsk cannabis positivt indstillet over for at tillade læger at ordinere stoffet til patienter med udvalgte sygdomme og symptomer. Hvordan finansieringen og legaliseringen præcis skal foregå, er partierne dog ikke helt enige om, og forventningen er, at der kommer en række ændringsforslag.
Lægeforeningen advarer mod beslutningsforslaget fra Alternativet om i en treårig forsøgsperiode at lade praktiserende læger ordinere de ikke-godkendte præparater.
»Det er dybest set noget rod at blande læger ind dette, og vi vil opfordre politikerne til ikke at stemme forslaget i gennem. Når læger ordinerer et lægemiddel, skal både læge og patient have dokumenteret sikkerhed for, at lægemidlet er sikkert, effektivt, uforfalsket og håndteret under forsvarlige forhold. Men de importerede cannabisprodukter fra hollandske producenter, som man i beslutningsforslaget lægger op til at praktiserende læger skal ordinere, er ikke godkendte lægemidler og har ikke gennemgået kliniske forsøg, som dokumenterer deres sikkerhed, effekt, bivirkninger etc.,« siger formanden for Lægeforeningen, Andreas Rudkjøbing.
Han anerkender, at mange smerteplagede kræftpatienter, sklerosepatienter, epilepsipatienter etc. er i en ulykkelig situation, når de i dag er henvist til at købe f.eks. cannabisolie ulovligt via udenlandske hjemmesider eller hos pushere og private, der ud fra hampplanter fremstiller den medicinske cannabis selv.
»Men for os handler det om at holde fast i de grundlæggende principper for godkendelse af lægemidler og patientsikkerhed,« siger Andreas Rudkjøbing.
På trods af lægeadvarslen fastholder bl.a. Alternativet ønsket om, at danske patienter skal kunne få ordineret medicinsk cannabis af deres læge.
»Der er et kæmpeønske i befolkningen om at tillade medicinsk cannabis, og vi skylder de meget syge patienter at lytte og at afkriminalisere dem, så de kan få de stoffer, som de mener kan hjælpe dem. Erfaringerne fra udlandet og de mange samstemmende patientberetninger siger, at der ikke er alvorlige bivirkninger,« siger partiets ordfører, Carolina Magdalene Maier.