Fortsæt til indhold
Politik
Artiklen opdateres

PORTRÆT: Sønderjyllands talerør på Borgen

Flere arbejdspladser til yderkommunerne og bedre forhold for landbruget er nogle af Ellen Tranes hjertesager.

/ritzau/

Kulturstyrelsen, der nu ligger i København, skal rykkes ud af hovedstaden og placeres i Sønderborg, der er "en kulturhovedstad med både historie, slotte og moderne kulturvisioner."

Sådan lyder en af Ellen Trane Nørbys idéer, der indkapsler en central del af det, Venstre-kvinden står for.

Som Venstres medieordfører har hun vist et stærkt engagement på kulturområdet. Samtidig er hun en af de stemmer i partiet, der taler for at sprede statslige arbejdspladser ud over hele landet i stedet for at holde dem i København.

Den 35-årige jyde, der er uddannet cand.mag. i kunsthistorie fra Københavns Universitet med sidefag i statskundskab, kender nemlig sit stærke, jyske bagland.

Som folketingsmedlem, der er valgt i Sydjyllands Storkreds og bosat i Sønderborg, har hun i sin politiske karriere altid vægtet det tungt at "varetage hele landets interesser," som hun selv udtrykker det.

Derfor tæller hendes politiske mærkesager blandt andet at rykke statslige arbejdspladser og styrelser ud i landet, at skabe flere uddannelser og studiepladser i Sydjylland og at styrke landbruget.

Udover de officielle mærkesager husker mange hende måske for i 2012 at have stillet intet mindre end 696 spørgsmål til daværende kulturminister Uffe Elbæk i forbindelse med støttekroner til en række museer.

Den store spørgelyst kom efter, at et museum, hvor Ellen Trane Nørbys mor sad i bestyrelsen, fik afslag på at blive statsanerkendt. Episoden fik BT til at døbe hende "Spørge-Ellen".

Ellen Trane Nørby begyndte sin folketingskarriere i 2005, hvor hun kunne sætte sig til rette på Christiansborg som en del af Venstres folketingsgruppe.

I de mere end ti år, hun har haft sin gang på borgen, har hun været medieordfører, politisk ordfører, socialordfører og ligestillingsordfører og kulturordfører.

I oktober 2014 blev hun desuden efter opfordring fra Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen, valgt som spidskandidat til Europaparlamentsvalget i maj 2015.

Et kandidatur hun dog senere trak sig fra, fordi hun blev gravid og vurderede, at det ikke gik godt i spænd med pendling mellem Bruxelles, København og Sønderborg.

Sidste år blev hun en del af Venstres indflydelsesrige ledelsesgruppe, hvilket blev anset for at være bemærkelsesværdigt af politiske kommentatorer. Gruppen tæller partiets absolutte topfolk.