Regeringen forventer endnu en milliard-asylregning til næste år
Asyludgifterne bliver 1,5 mia. kr. højere i 2016 end hidtil forudset, vurderer Finansministeriet.
Hverken rød eller blå blok har fundet penge til næste års ekstraregning til flygtninge – en asylregning, som regeringen netop har vurderet kan blive 1,5 mia. kr. højere end hidtil forudsat i fremskrivningerne af udgifterne i 2016.
Holder den forventning, kan asyludgifterne blive tre gange højere end det, som statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) har lagt op til at bruge på yderligere velfærd i valgoplægget ”Danmark på sikker vej”. Dermed vil tre fjerdedele af næste års vækst i det offentlige forbrug gå til flygtninge.
2016-regningen på 1,5 mia. kr. forventes dog endnu ikke at blive helt så stor, som ekstraregningen endte på sidste år. Dengang skulle regeringen finde 2,5 mia. kr.
I regeringens valgoplæg står der ikke noget om ekstraregningen, selv om Finansministeriet kendte størrelsen, da Thorning dagen før valgudskrivelsen i sidste uge fremlagde sin plan for de næste fem års økonomi.
»Det er ikke helt i orden og skaber ikke transparens, at regeringen gemmer de 1,5 mia. kr. til asylområdet,« siger professor i økonomi Bo Sandemann Rasmussen.
Thorning har i stedet fokuseret på de i alt 39 mia. kr., som regeringen vil bruge på ekstra velfærd til børn, unge og ældre frem til 2020.
Venstre mener, at regeringen »prøver at skjule« udgiften til udlændingeområdet. Men partiet har heller ikke selv en konkret finansiering klar til ekstraregningen.
»Vi kan jo ikke forhindre regningen, men vi kan gøre den mindre,« siger finansordfører Peter Christensen (V).
Politisk ordfører Maja Panduro (S) afviser kritikken.
»Det er et rent teknisk skøn fra Finansministeriet. Vi har ingen grund til at tro, at regningen vil stige,« siger hun.
Gør den det alligevel, vil S skære på udviklingsbistanden.