Fortsæt til indhold
Politik

Dansk samvittighedsfange sultestrejker i Bahrain

Udenrigsminister Martin Lidegaard (R) vil presse på for at få Bahrain til at løslade dansk-bahrainsk statsborger og menneskerettighedsaktivist, som igen er gået i sultestrejke.

Efter mere end tre år bag tremmer i det berygtede Jaw-fængsel i Bahrain har den dansk-bahrainske menneskerettighedsaktivist og samvittighedsfange Abdulhadi al-Khawaja indledt en potentielt livstruende sultestrejke i protest mod sin ”vilkårlige anholdelse og fængsling.”

Siden mandag har den prominente systemkritiker og danske statsborger kun indtaget vand, salt og lidt sukker. Torsdag faldt han om af udmattelse, men nægtede at få indlagt drop. I stedet fik han en smule glukose, for at få blodsukkeret op og for at bevare bevidstheden, oplyser hans hustru, som har været i telefonisk kontakt med sin mand.

På et møde blandt EU's udenrigsministre i Milano fredag tog Martin Lidegaard (R) al-Khawajas sag op med relevante kolleger.

”De har alle lovet at forsøge at tale al-Khawajas sag. Vi er fra dansk side meget indstillede på en dialog med Bahrain om en løsning,” skriver Martin Lidegaard i en mail til Jyllands-Posten og fortsætter:

”Som bekendt har Abdulhadi al-Khawaja genoptaget sin sultestrejke i Bahrain. Det understreger situationens alvor og behovet for på ny at finde en humanitær løsning på denne meget triste og langvarige fængslingssag."

Mange danskere vil sikkert kunne huske navnet Abdulhadi al-Khawaja fra 2012. Her gennemførte han en 110 dage lang sultestrejke, som var tæt på at koste ham livet – at han overlevede skyldes formentlig kun, at personalet på et militærhospital til sidst tvangsfodrede ham med sonde.

I Jaw-fængslet i hovedstaden Manama er han blevet udsat for grov, systematisk tortur og ydmygende behandling, og ifølge familien er hans helbred i forvejen stærkt svækket efter den lange sultestrejke for to år siden.

Med andre ord befinder den danske statsborger sig nu i en situation, som kan ende med at blive livstruende.

Al-Khawaja har boet 12 år i Danmark, hvor han fik politisk asyl i 1991. Efter at være vendt tilbage til sit Bahrain i 1999 var han i 2002 med til at grundlægge Bahrain Center For Human Rights.

Hans vedholdende kritik af Bahrains kongestyre, har dog givet ham mange magtfulde fjender i den olierige østat, som regeres med hård hånd af den enevældige Kong Hamad ibn Isa Al Khalifa – en mand med flere menneskerettighedsbrud og torturanklager på samvittigheden.

Dette billede af en stærkt svækket al-Khawaja blevet taget under hans mere end 100 dage lange sultestrejke i 2012. Protesten skabte stor omtale i alverdens medier, og lagde dermed et betydeligt pres på styret i Bahrain.

53-årige al-Khawaja blev i 2011 idømt en livstidsdom (i Bahrain svarende til 25 år) for sin rolle under demonstrationerne imod regimet under Det Arabiske Forår. En militærdomstol fandt ham skyldig i at ”sprede had” mod kongestyret og i forsøg på statskup – en dom, som Bahrains højesteret senere har stadfæstet.

De danske myndigheder har i mere end tre år forsøgt at få ham løsladt, og særligt daværende udenrigsminister Villy Søvndal (SF) lagde pres på Bahrain for at nå frem til en løsning. Missionen var da også tæt på at lykkes, men af uvisse årsager sprang Bahrain fra i sidste øjeblik.

Og sådan er tre år gået.

Udenrigsministeriets Borgerservice er fortsat i løbende kontakt med al-Khawajas familie, men har ikke kunnet besøge ham i fængslet under den nuværende sultestrejke. Derfor ved Borgerservice på nuværende tidspunkt ikke mere om hans helbredstilstand, end hvad familien kan fortælle, oplyser chefen for Borgerservice, Ole Egberg Mikkelsen.

Han understreger, at Danmark følger den usædvanlige sag tæt, og at en medarbejder fra den danske ambassade i Saudi-Arabien rejser til Bahrain for at besøge al-Khawaja i fængslet, så snart myndigheder giver tilladelse til det.

Arrestationen af Al-Khawaja fandt sted i foråret 2011 under den folkelige opstand i Bahrain.

Afledt af det Arabiske Forår gik befolkningens shia-muslimske flertal på gaderne i protest mod det sunni-muslimske kongestyre og regerende mindretal.

Protesterne blev i første omgang knust af Kong Khalifas politistyrker og militær med massiv hjælp fra saudiarabiske soldater, men siden da har der været jævnlige sammenstød i Manamas gader.

I tiden efter forårsopstanden har internationale menneskerettigheds-organisationer på stribe dokumenteret systematiske brud på menneskerettighederne i Bahrain, hvor regimets sikkerhedsstyrker jævnligt slår brutalt ned på demonstranter med tåregas, køller og spredehagl. Adskillige demonstranter er blevet dræbt og endnu flere fængslet.

Amnesty International har dokumenteret, at flere børn er blevet sat bag tremmer og udsat for torturlignende behandling, fordi de var mistænkt for at have deltaget i regimekritiske demonstrationer. En »rystende foragt« for menneskerettigheder, som Amnesty International har udtrykt det.