Fortsæt til indhold
Politik

Kan Danmark nøjes med 7.500 asylansøgere, når Sverige får 100.000?

Antallet af personer på flugt er det højeste i 60 år, men Danmark regner ikke med flere end i 2013.

De flygter fra Syrien, Somalia og Afghanistan - og nu atter Irak - og det sker i antal, som ikke er set siden Anden Verdenskrig.

Således er over 50 mio. mennesker nu på flugt som følge af de voldelige konflikter, der hærger i områderne.

Flygtningestrømmen kunne i Danmark særligt mærkes i 2013, hvor antallet af asylansøgere steg mærkbart fra året før til 7.540, og ifølge tal fra Justitsministeriet søgte 5.590 personer asyl i løbet af årets første syv måneder.

Men selv om Sverige, der har valgt at give alle syrere, der kommer til landet, asyl, forventer at modtage omkring 100.000 asylansøgere i år, lyder vurderingen i den danske regerings finanslovsudspil, at Danmark kommer til at modtage 7.500 asylansøgere hver år fra 2015 til og med 2018.

Men er det realistisk?

"Når Sverige fortsætter med at få så store antal asylansøgere, kan det dels hænge sammen med andre dele af udlændingepolitikken, f.eks. muligheder under ophold og adgang til arbejdsmarkedet, men det hænger nok i højere grad sammen med, at hvis man først har fået en stor gruppe fra et bestemt land, så har det det med at fortsætte, hvis behovet stadig er der. For der er en tendens til, at man vælger asylland efter netværk og familierelationer," forklarer forskningschef på Institut for Menneskerettigheder Thomas Gammeltoft-Hansen, der forsker i asylret, migration og flygtningepolitik.

Han mener, at tallet 7.500 er "et rimeligt bud", men:

"Man skal nok forberede sig på, at de årlige tal kommer til at svinge. Vi har set en stigning de sidste fire år, men der er ikke noget, der siger, at den stigning bare vil fortsætte."

"Hvis vi ser på gennemsnittet i 00’erne, så er 7.500 over gennemsnittet for hele det årti. Der er ikke nogen, der har et bud på, hvornår flygtningestrømmen fra Syrien stopper, eller om der kommer flere fra Irak. Det er bestemt muligt. Man kunne også have arbejdet med en forventet stigning, men set over en længere periode er det ikke et urimeligt bud."

Rimeligt eller ej flygtningestrømme er ikke nogen eksakt videnskab, lyder det.

"I sagens natur kan man ikke forudsige, hvor mange asylansøgere der kommer. Det handler først og fremmest om, hvor mange der har behov for beskyttelse, og hvor mange der formår at komme af sted, og hvilke andre lande de har mulighed for at få beskyttelse i.

Så er det vel også meget svært at lave økonomiske beregninger ud fra?

"Ja."

Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) sagde tidligere på måneden til Jyllands-Posten, at hun var bekymret over stigningen i antallet af asylansøgere.

"Jeg vil godt kigge på, hvis der kommer rigtig mange til Danmark, om vi skal være bedre til at sende mennesker tilbage til deres hjemland, når der er fred. Man skal ind og kigge på de regler, der gælder for dette område. Hvis de er flygtninge, kan der opstå fred i det land, de kommer fra, og så kan vi blive bedre til at sende dem tilbage igen," sagde hun.