Kritik af regeringen for at frede rygere
Så længe regeringen ikke tager et opgør med rygerne, er det umuligt for alvor at mindske uligheden i sundhed, mener flere eksperter.
Regeringen har taget de forkerte redskaber i brug, hvis den for alvor vil tage et opgør med uligheden i sundhed i Danmark, lyder det fra flere eksperter.
I dag lever den fjerdedel af befolkningen, der tjener mindst, i gennemsnit 10 år kortere end den fjerdedel, der tjener mest. Den ulighed vil regeringen bekæmpe ved at bruge 5 mia. kr. på hurtigere opsporing af sygdom.
Men i stedet for at vente på, at folk er blevet syge, burde regeringen styrke den forebyggende indsats, mener Lægeforeningens formand, Mads Koch Hansen.
»Folk, der er socialt udsatte, har større tobaksforbrug end andre, så der er man nødt til at sætte ind. Der er en generel politisk uvilje til det i øjeblikket, men derfor skal vores opfordring ikke være mindre,« siger han.
Knud Juel, forskningsleder ved Statens Institut for Folkesundhed, giver ikke meget for, at regeringen vil mindske uligheden, når den ikke tager »de nødvendige« tiltag i brug.
»Politikerne mangler mod til at tage de valg, der batter noget. Det er fint at opruste behandlingen, men så længe forebyggelsen halter, vil de lavtuddannede fortsat leve 10 år kortere,« siger han, der bl.a. efterlyser højere afgifter og en håndhævelse af aldersgrænsen for tobakskøb.
Regionernes formand, Bent Hansen (S), er enig:
»Den største sundhedsmæssige gevinst de senere år skyldes, at vi har halveret antallet af rygere. Hvis vi kunne gøre det igen, ville det for alvor betyde noget, men det kræver mere fokus på forebyggelse,« siger han.
Sundhedsordfører Flemming Møller Mortensen (S) forsikrer, at regeringen gør, hvad der er politisk muligt:
»F.eks. er prisen sat op, og pakker med 10 stk. er fjernet. Vi kan ikke få mere igennem, for de borgerlige vil intet.«
Det er ikke lykkedes at få en kommentar fra sundhedsminister Nick Hækkerup (S).