Venstre kræver svar om omfattende kendis-spionage
Se og Hør mistænkes for at købe hemmelige data om kongehuset og Løkkes kreditkort. Kendte er rystet.
Er Lars Løkke Rasmussens kreditkort blevet overvåget af journalister fra Se og Hør, mens Løkke var statsminister?
Og er oplysningerne blevet brugt til at skrive prekære historier om Venstreformanden?
Det er påstanden i en ny bog fra en tidligere Se Og Hør-journalist, og det får nu Venstre til at kræve en undersøgelse af hele sagen, hvor også talrige andre politikere, kendte og kongelige er blevet overvåget.
»Vi lever i en retsstat, og man skal naturligvis kunne stole på, at ens private data ikke bliver misbrugt. Håndtering af betalingskort og de mange data, der følger med er en tillidssag,« skriver medieordfører Ellen Trane Nørby i en sms til Jyllands-Posten.
Rystet og forfærdet
I bogen »Livet, det forbandede« - der udkommer i morgen - skriver journalist Ken B. Rasmussen, at Se Og Hør systematisk har købt data fra en IT-specialist, der via sit job havde adgang til informationer om brug af kort fra Visa og Mastercard.
Oplysningerne om flybilletter, hotelophold og andet skulle være solgt til journalister på Se Og Hør mod en kontant sort betaling på 10.000 kroner om måneden.
Oplysningerne er ikke bekræftet, men i borgen oplyses det blandt andet, at Se og Hør fik oplysninger om, at tv-vært Line Baun Danielsen blandt andet brugte 1000 kr. på privathospitalet Mølholm i Vejle. Se og Hør brugte aldrig oplysningen, men overfor BT bekræfter Line Baun Danielsen, at hun brugte netop 1000 kr. på dette hospital - og at oplysningen aldrig er kommet frem tidligere.
»Jeg er rystet og forfærdet over det. Jeg kan slet ikke se, hvordan Se og Hør skulle have den viden. Hvis det er rigtigt, at bladet har luret på mine kreditkortbetalinger… Jeg er uden ord,« siger hun til BT.
Skal stilles til ansvar
Se og Hør skulle angiveligt også have brugt oplysningerne til at følge kongehuset, da prins Joachim og prinsesse Maria tog på hemmelig bryllupsrejse i 2008. Angiveligt gjorde oplysningerne om parrets brug af kreditkort Se og Hør i stand til at afsløre bryllupsrejsens hemmelige destination.
Ellen Trane Nørby understreger, at hun heller ikke kender til, om oplysningerne er korrekte, men hvis det er korrekt, så mener hun, at der er tale om en overvågningsskandale, der »tilsidesætter alle basale regler og principper«.
»Det er fuldstændig uacceptabelt, hvis en medarbejder hos nets/pbs har udleveret endda meget private data til Se og Hør på en række kendte mennesker og modtaget sorte penge som betaling herfor,« siger Ellen Trane Nørby, der har bedt justitsminister undersøge sagen »til bund«.
»Vi skal ikke kun have fuldt overblik over, hvad der er foregået, og have de involverede personer stillet til ansvar for deres handlinger, hvis det viser sig, at historien er rigtig,« siger Ellen Trane Nørby.
Chefredaktør: Ikke vidende om
Chefredaktør for Se og Hør fra 2001 til 2009, Henrik Qvortrup, siger til BT, at han ikke kender til den omtalte form for spionage.
»Det er jo ikke nogen hemmelighed, at vi udbetalte tip-honorar til folk, der kunne fortælle, hvor folk var og så videre. Jeg var chefredaktør. Hvordan vores journalister opererede i detaljen i hverdagen, det kender jeg ikke til,« siger Qvortrup.
Den nuværende chefredaktør Niels Pinborg tager afstand fra den tidligere Se og Hør-journalists bog.
Han »forsikrer,« at han ikke »er vidende om,« at Se og Hør har overvåget kendte og kongelige.
»Det er ikke arbejdsmetoder, som jeg kan stå inde for, og det er ikke arbejdsmetoder, som kommer til at finde anvendelse under min ledelse af Se og Hør,« siger han i en pressemeddelelse.