Fortsæt til indhold
Politik

Danskerne: Partihoppere skal forlade Folketinget

To af tre danskere mener ikke, at en politiker bør kunne tage sit mandat med over i et andet parti.

Anna Gottschalck

Det kræver en tur på bænken, før en folkevalgt politiker kan skifte parti. I hvert fald, hvis det står til et stort flertal af danskerne.

I en måling, som analyseinstituttet Wilke har foretaget for Jyllands-Posten, svarer to af tre, at politikerne bør træde ud af Folketinget og overlade deres mandat til en suppleant i stedet for at tage mandatet med direkte over i et andet parti.

Den store enighed blandt vælgerne skyldes ifølge professor i vælgeradfærd ved Aarhus Universitet Rune Slothuus, at partiskift bliver opfattet som et moralsk anliggende, og derfor går svarene på tværs af partiskel.

»Vælgerne bliver meget skeptiske, hvis de får mistanke om, at en politiker bare forsøger at hytte sit eget skind, i stedet for vælgernes og samfundets interesser.«

Tillid er dalet

Flere forskere peger på, at vælgernes tillid til politikerne er dalet i de senere år, bl.a. pga. de mange partiskift, der har været, og diskussionen om løftebrud, som har klæbet sig til regeringen. Partiskiftene bliver dog kun et demokratisk problem, hvis antallet af afhoppere ikke kommer ned på et »normalt leje« igen, påpeger professor i politiske holdninger ved Københavns Universitet Rune Stubager.

Netop antallet af afhoppere er årsagen til, at tidl. folketingsmedlem Gitte Seeberg, der i 2007 hoppede fra Konservative til Ny Alliance, ikke er overrasket over målingen. Hun mener, at

forklaringen findes i det seneste års mange afhoppere fra SF, der har »virket så voldsomt«, og at vælgerne ville svare anderledes, hvis de var blevet spurgt dengang, hun sprang for at stifte Ny Alliance.

Europaparlamentariker Emilie Turunen, der er en af de SF’ere, der er skiftet til Socialdemokraterne i det seneste år, siger:

»Hvis jeg skal være helt ærlig, så kan jeg godt forstå, at man tænker ”hvad foregår der?”, når en politiker skifter parti, men jeg vil også sige, at hvis jeg var blevet, var jeg også blevet hamrende utroværdig, fordi SF skiftede kurs midt i mit mandat.«