»Det er meget dyrt at blive skudt«

»Man finder først ud af det, når man har været ude for det. Så indser man, at hele ens liv skal laves om.«

Fire en halv måned efter at have været udsat for et attentat fortalte forfatteren og islamkritikeren Lars Hedegaard på Folkemødet for første gang åbent om de menneskelige konsekvenser af det, der skete den dag i februar, da en mand i postbuduniform affyrede et skud mod ham i hans hjem i København.

»Det er meget dyrt at blive skudt. Der er meget gammelt ragelse, der skal skiftes ud. Man skal indrette ny bolig, og i mange måneder kan man ikke tjene penge, fordi man ikke har tid til at påtage sig lønnet beskæftigelse. Jeg skriver hele tiden, men det er gratis,« siger Lars Hedegaard, som efter attentatet valgte at tage orlov fra sit job som formand i Trykkefrihedsselskabet.

For tiden er han medredaktør på tidsskriftet Dispatch International, men desværre er lønnen »uhyrlig ringe«, siger Lars Hedegaard, som ikke fortryder noget som helst af det, som han har sagt og skrevet.

Indlysende

»Jeg har aldrig tænkt på, at jeg kunne blive udsat for et attentat. Andre kom bagefter og sagde, at det var indlysende, og at de havde forudset det. Men jeg havde valgt at leve fuldstændigt åbent – min adresse stod i telefonbogen, og man kunne komme og ringe på. Jeg havde ikke skænket det en tanke, at det kunne ske,« siger Lars Hedegaard.

I dag er hele hans tilværelse lagt om. Han har hemmelig adresse, kun hans familie og nære venner har hans telefonnummer, og han undlader at bruge offentlige transportmidler, fordi »der altid sidder nogle og lurer på mig«, som han siger.

»Jeg lever ikke som munk, og jeg er ikke utilfreds og ulykkelig. Jeg har intet at fortryde og går ikke og græder snot. Jeg tager højde for situationen og gør, hvad jeg kan for at håndtere, at der et sted derude går en eller flere personer rundt, som har som mission at slå mig ihjel,« siger Lars Hedegaard til Jyllands-Posten.

Den nye virkelighed

»Mit navn står på kuglen, og sådan er tilstanden i det nye vidunderlige Danmark, som vores politikere har skaffet os på halsen. Det er den nye virkelighed, som folk i årtier er blevet gjort til umennesker for at stå op imod. Jeg lever ikke længere i det land, som jeg voksede op i, og jeg føler mig som en fredløs,« sagde Lars Hedegaard, som alligevel sluttede med et glimt i øjet:

»Jeg har mistet tilliden til andre mennesker. For mit vedkommende gælder det især postbude…«