Fortsæt til indhold
Politik

Thorning: Jeg gider ikke sige det mere

Statsministeren blev træt af spørgsmål om dagpenge på dagens pressemøde.

Der kommer ikke en større forandring af dagpengesystemet.

For det er der ikke brug for.

Det fastslog statsminister Helle Thorning-Schmidt efter flere fremtrædende Socialdemokrater har krævet hjælp til de omkring 30.000, der står til at falde ud af systemet.

»Der er ikke så meget nyt i diskussionen om dagpenge,« afviste Thorning på Christiansborg.

Danskernes egen skyld

Hun pegede på, at danskerne godt nok stemte for en ny regering, men samtidig gav flertal til de partier, der nedsatte dagpengeperiode fra fire til to år.

»Vi er nødt til at have respekt for, at 60 pct. af danskerne er gået til folketingsvalget og har stemt for partier, der støtter dagpengeperioden og dagpengesystemet. Det er den en vis tyngde i, og det må vi have respekt for,« sagde Thorning.

Hun forklarede, at regeringen havde gjort »rigtig meget« for de udfaldstruede - blandt andet med de såkaldte akutpakker.

Statsministers eneste løfte var et møde med Enhedslisten før sommerferien, hvor situationen for de udfaldstruede ville blive diskuteret.

Afviste forslag om svensk model

Thorning afviste dog, at mødet ville betyde en egentlig ændring af dagpengesystemet.

»Mødet handler ikke om dagpengesystemet som sådan, men hvordan vi hjælper dem, der har opbrugt deres dagpengeret. Det er for tidligt at konkludere, hvad der kommer ud af det møde,« sagde Thorning.

Statsministeren afviste dog forslaget fra Dansk Metal om at indføre den såkaldte »svenske model,« hvor dagpengeperioden blev nedsat til halvandet år, mens genoptjeningsperioden sættes ned til 13 uger.

»Jeg er ikke enig i det forslag,« sagde Thorning.

Gider ikke sige det mere

I Morgenavisen Jyllands-Posten fortæller socialdemokratiske by- og boligordfører Jan Johansen (S), ligestillingsordfører Rasmus Horn Langhoff, transportordfører Rasmus Prehn og forsvarsordfører Bjarne Laustsen i dag, at de alle støtter en ændring af systemet - eventuelt ved en delvist forlængelse af dagpengeperioden.

På dagens pressemøde valgte Thorning efter flere spørgsmål helt at stoppe diskussionen om dagpenge.

»Jeg gider ikke sige det mere, for nu har jeg sagt det mange gange: Hvis der er nogen, der har spørgsmål om andet end dagpenge, så kan vi tage dem,« sagde Thorning.

Og så kom der ikke flere spørgsmål om dagpengene.