DF Ungdom: Luk RUC
Dansk Folkepartis ungdomsparti foreslår at lukke en række humanistiske uddannelser i SU-debatten.
Der er i øjeblikket mange meninger om, hvad der skal ske med Statens Uddannelsesstøtte forud for en SU-reform, som regeringen forventes at komme med i foråret.
Lørdag anbefalede den tidligere vismand Jan Rose Skaksen i en udtalelse til Jyllands-Posten, at der skal gives mindre SU til såkaldte brødløse studier, og nu går Dansk Folkepartis Ungdom skridtet videre.
"Hvis det stod til DF Ungdom, ville vi på stedet lukke Roskilde Universitetscenter, der alle dage med deres ideologiske slagside, lave akademiske standarder og verdensfjerne tilgang til stofområder aldrig er slået igennem som en etableret uddannelsesinstitution. Ligeledes ville vi lukke størstedelen af de eksotiske humanistiske studier på landets universiteter," siger Anders Primdahl Vistisen, formand for DF Ungdom.
"Vi burde skamme os"
DF Ungdom-formanden remser en lang række fag op, bl.a. filosofi, dramaturgi, film- og medievidenskab, europæisk etnologi og interkulturel pædagogik, som han mener, det ville gavne at lukke ned.
"Vores samfund er simpelthen gået amok i en overakademisering af områder af så perifert tilsnit, at det ville gøre Holbergs Erasmus Montanus pavestolt. Vi andre burde imidlertid skamme os," siger Anders Primdahl Vistisen.
Han mener, at det er uforsvarligt, at mange uddanner sig i fag, hvor jobperspektiverne er ringe, mens Danmark er i økonomisk krise.
"Vi ved, vi kommer til at mangle veluddannede faglærte på den anden side af krisen. Vi ved, vi kommer til at mangle veluddannede ingeniører, naturvidenskabsfolk m.fl. på den anden side af krisen. Lad os derfor bruge pengene på de uddannelser, som vi allerede nu ved, der er fremtiden," siger DF Ungdom-formanden.