Lyn-lobby skabte nyt ministerium
En god idé helt ovre fra Vejen blev hørt i København og endte i dag som ministerium.
Det bliver til klapsalver fra en by langt ovre i det mørke Jylland, at Socialdemokraternes tidligere gruppeformand Carsten Hansen mandag eftermiddag tiltræder som chef i et helt nyt ministerium: By,- bolig- og landdistriktministeriet.
Helt ovre i Vejen ligger paraplyorganisationen Landdistrikternes Fællesråd, og her kan man se tilbage på et helt ekstraordinært effektivt stykke lobbyarbejde.
For et par uger siden sendte fællesrådet et forslag til politikerne om at danne et ministerium for regional udvikling og landdistrikter. For en uges tid røg forslaget i medierne, og mandag kl. 14.30 holdes Ministerium for By, Bolig og Landdistrikter over dåben i lånte lokaler i Socialministeriet i København.
Tre år for et udvalg
"Det er svært at gennemskue hvad der egentlig skete, men det er da et ekstremt effektivt lobbyarbejde, vi har gennemført," siger Steffen Husted Damsgaard, formand for Landdistrikternes Fællesråd.
For normalt er det svært at høste hurtig gevinst på lobbyarbejde, erkender Steffen Husted Damsgaard. Det tog tre års benarbejde frem til folketingsvalget den 15. september at overbevise Folketinget om, at der skulle nedsættes et udvalg for landdistrikter og øer - det første af sin slags.
LÆS OGSÅ: Vestdanmark banket af banen
I Landdistrikternes Fællesråd, som organiserer 12 landsdækkende organisationer i landboområderne, ser med nu med spændt forventning frem til en placering lidt tættere på beslutningernes centrum.
Tiden løber ud for landet
Men der er også ved at være på tide, advarer Steffen Husted Damsgaard.
"Der er behov for behov for større synlighed og et større fokus på landdistrikterne. Og vi håber på et stærkt og bredt forankret ministerium. Det skal ikke kun være på et meget smalt og lille omåde, man vil gøre noget for landdistrikterne," understreger Steffen Husted Damsgaard.
Han lægger vægt på, at det nye ministerium i landdistrkterne ikke blot fokuserer på landbruget, men ser bredere på det store behov for hjælp til at skabe arbejdspladser og en bedre bosætning.
Formand: På høje tid
Og Steffen Husted Damsgaard opfordrer den nye minister, Carsten Hansen, til hurtigst muligt at sætte champagneglasset efter receptionen fra sig for at komme i gang med arbejdet.
"Om klokken er 10 minutter i 12 eller kvart i 12 for landdistrikterne er svært at sige.Men vi skal ikke vente, til der i yderområderne kun bor 75 procent af den befolkning, der er i dag. For vi ved jo godt, hvem der så flytter først, nemlig de der kan skabe den lokale udvikling. Så det er på høje tid...", fastslår formanden for Landdistrikternes Fællesråd.
TV: Løkke til Thorning: Hold jeres løfter
LÆS OGSÅ: Komplet liste: Thornings ministre